Dommerkonflikt kan lamme Superligaen

13. marts 2013 13:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dommerkonflikt kan lamme Superligaen
Billede mangler

I første omgang går elitedommerne, der dømmer Superliga, 1. og 2. division og 3F Ligaen, fri af konflikten mellem DBU og breddedommerne, da elitedommerne har en anden aftale med DBU. På længere sigt kan konflikten også ramme de bedste rækker, da DBU har ophævet samarbejdsaftalen med Dansk Fodbold-dommer Union, DFU.

– Der er breddedommere, og der er elitedommerne. Den her konflikt vedrører breddedommere. I og med DBU nu har ophævet samarbejdsaftalen, så kan man sige, at elitedommeraftalen jo så også faldt væk. Jeg vil høre elitedommerne hurtigst muligt, hvordan de forholder sig til, at deres aftale i princippet også er forsvundet, siger DFU’s formand Per Buttenschøn.

Superligadommernes talsmand, Michael Johansen kan heller ikke afvise, at Superligaen kan blive ramt af konflikten på et tidspunkt.

– Det kan sagtens få en konsekvens for eliten på et tidspunkt, og det er lige præcis det DBU og DFU er i dialog omkring nu, og de har brug for lidt tid til at finde en løsning, siger Michael Johansen, der dog forsikrer, at der indtil videre nok skal blive dømt kampe i Superligaen.

– I yderste konsekvens kan der jo ske hvad som helst når samarbejdsaftalen er opsagt. Det er det, de (DBU og DFU red.) arbejder på at få en afklaring på, og indtil videre er vi ikke inddraget i den konflikt. Indtil videre har vi ikke tænkt os at gøre noget, jo mindre andet bliver vedtaget, siger han.

Michael Johansen vil ikke selv kommentere konfliktens indhold, men håber at der snart findes en løsning mellem de to parter.

– Jeg har ikke nogen kommentarer til detaljerne i konflikten, men jeg synes overordnet, det er mega ærgerligt, at vi står i en konflikt, og der er ingen af parterne, der er tjent med den situation, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu