Dømt i EBH-sagen har job i sparekasse

9. marts 2013 18:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dømt i EBH-sagen har job i sparekasse
Billede mangler

Trods en dom på tre måneders fængsel for kursmanipulation fortsætter en af cheferne fra EBH-sagen med at arbejde i bankverdenen.
Det skriver nordjyske.dk.

 

Fredag blev den tidligere EBH-fondschef dømt i den spektakulære sag, men ligesom de øvrige fire dømte, blev han ikke frataget retten til at handle med værdipapirer, sådan som anklageren havde krævet. Derfor kan den dømte indtil videre fortsætte i sit job som likviditetschef i Sparekassen Vendsyssel. Og her vil hans direktør, Vagn Hansen, ikke foretage sig noget, før han ved, om hans ansatte anker sin dom.

Han erkender dog, at han kan blive nødt til at se sig om efter en ny likviditetschef, hvis den nuværende ender med at skulle i fængsel.

– Men jeg vil gerne understrege, at han i al den tid, han har været hos os, har udført sit arbejde upåklageligt, siger Vagn Hansen til nordjyske.dk.

Sagen om EBH Bank drejer sig om de sidste otte uger op til, at EBH Bank krakkede tilbage i 2008. Anklagen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet lød på, at direktørerne sammen med medarbejderne havde holdt kursen på aktier i Sparekassen Himmerland kunstigt oppe på kurs 600.

Det skete ved, at EBH købte aktier for cirka 8,7 millioner krone. Efter periodens udløb raslede aktien ned til kurs 330, og anklagemyndigheden har tidligere udtalt, at det var den hidtil groveste sag om kursmanipulation.

Omkring 10.000 private aktionærer mistede deres opsparing, da banken krakkede i efteråret 2008.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu