DONG frasælger vindmøller for milliarder

19. februar 2013 14:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DONG frasælger vindmøller for milliarder
Foto: Colourbox.

Polske vindmøller på land rimer ikke på DONG Energys ambitioner om vindmølleparker til havs.

 

Det står klart, efter at statens energiselskab i dag har offentliggjort, at man frasælger sine polske vindaktiviteter til de to polske energiselskaber PGE og Energa. Den samlede salgspris er cirka 1,8 milliard kroner, og aftalen er betinget af godkendelse fra de relevante konkurrencemyndigheder.

»Salget er et skridt i retning af at realisere DONG Energys tidligere udmeldte plan om at frasælge aktiver til en samlet værdi af 10 milliarder kroner i løbet af 2013 og 2014. Vi vil dermed frigive kapital til at understøtte vores investeringer i blandt andet havvindmøller, hvor DONG Energy har en stærk position,« siger Henrik Poulsen, adm. direktør i DONG Energy i en pressemeddelelse.

DONGs massive udsalg skal få økonomien på ret køl i det hårdt pressede energiselskab. Den afgørende faktor ved frasalgene er, om der er tale om kerneaktivitet eller ej. Kerneaktiviteter er blandt andet havvindmøller og indvinding samt produktion af olie og gas. Ikke-kerneaktivitet kan ud over polske vindmøller på land være blandt andet hollandske gasaktiviteter, gaslagre og administrationsbygninger.

Frasalget i Polen består af tre vindmølleparker med en samlet kapacitet på 111,5 MW og en portefølje af udviklingsprojekter på mere end 700 MW. DONGs 40 medarbejdere i Polen vil som en del af aftalen blive ansat hos de nye ejere PGE og Energa.

DONG Energy venter at gennemføre frasalget endeligt senere i 2013, og aftalen kan ifølge energiselskabet påvirke resultatet før skat positivt med op til 600 mio. kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu