Doping-spekulation rammer AC Milan

6. februar 2013 15:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Doping-spekulation rammer AC Milan
Billede mangler

For få dage siden sagde den tidligere præsident i den spanske klub Real Sociedad, Iñaki Badiola, i et interview, at Real Sociedad gennem seks år havde købt doping af lægen Eufemiano Fuentes, der er hovedmanden i den såkaldte Operation Puerto-skandale og hovedperson i en verserende retssag i Madrid.

 

Real Sociedads dopingkøb skulle være sket mens den nuværende præsident for den professionelle spanske liga, José Luis Astiazarán, var præsident i Real Sociedad.

Astiazarán benægter enhver sammenhæng, men nu har de spanske aviser El Periodico og El Pais offentliggjort et notat, som angiveligt er lavet af Eufemiano Fuentes, og heri nævnes navne som ‘Asti’, ‘RSOC’ og ‘Milan’.

De spanske medier mener, at ‘Asti’ refererer til José Luis Astiazarán, mens RSOC er koden for Real Sociedad.

Men hvad med ‘Milan’ ?

Der svirrer allerede rygter om, at det er en reference til AC Milan, men den italienske klub benægter på klubbens hjemmeside enhver kontakt til den spanske dopinglæge.

– AC Milan har aldrig haft direkte eller indirekte kontakt af nogen slags med dr. Eufemiano Fuentes, skriver AC Milan på hjemmesiden ifølge dagbladet.no.

Italienerne går efterfølgende til angreb på enhver, der forsøger at sætte lighedstegn mellem den italienske klub og Operation Puerto.

– Enhver reference til aktivitet mellem dr. Fuentes og klubben er derfor et resultat af misforståelser eller fejltolkninger. AC Milan vil reagere mod dem, som hævder, udtaler eller spreder rygter, som ikke er i overensstemmelse med det, som er specificeret oven for, skriver klubben.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu