Dortmund gik sikkert videre

5. marts 2013 22:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dortmund gik sikkert videre
Billede mangler

Dortmund sikrede sig med en 3-0 sejr over Shakhtar Donetsk en plads i kvartfinalen i Champions League.

De tyske mestre har vundet alle deres kampe hjemme på Signal Iduna Park i dette års Champions League, og det blev der ikke lavet om på tirsdag aften, da de cruisede sig gennem returopgøret i ottendedelsfinalen mod Shakhtar Donetsk, hvor de er videre med 5-2 samlet.

Med et powerfuldt og hurtigt fodboldspil satte tyskerne Shakhtar under pres det meste af kampen, og helt fortjent kunne midterforsvareren Felipe Santana bringe Dortmund i front, da han efter en halv time steg uimodståeligt til vejrs på et hjørnespark og satte hovedet på bolden, der strøg helt op i hjørnet af målet.

Med målet skulle Shakhtar op og score to gange, men bare syv minutter senere kunne Dortmunds fans igen juble, da Robert Lewandowski med et fladt indlæg fandt Mario Götze i feltet, der sikkert passerede Pyatov i målet.

Shakhtar forsøgte at presse højere i anden halvleg, og kom også frem til flere farlige forsøg, Dortmunds videre deltagelse i turneringen var dog aldrig alvorligt i fare.

I stedet blev ukrainerne straffet i den anden ende, da Jakub B¿aszczykowski nemt kunne score og lukke opgøret, efter et fælt drop fra Pyatov, der ikke kunne holde et langskud .

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu