Dortmund tilbage i cremen af europæisk fodbold

8. april 2013 15:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dortmund tilbage i cremen af europæisk fodbold
Billede mangler

– For otte år siden var Borussia Dortmund færdige. Nu hører vi til i cremen af europæisk fodbold.

 

Med de ord ser Borussia Dortmunds formand Hans-Joachim Watzke frem til tirsdagens kvartfinale mod Malaga. Han tænker tilbage på 2005, hvor den tyske klub på et hængende hår gik fri af en konkurs. Nu glæder han sig over, at klubben er rykket frem fra en placering som nummer 119, da Jürgen Klopp i 2008 tog over som cheftræner er rykket frem til aktuelt nummer nummer 27 på den europæiske klubrangliste og står på tærsklen til en europæisk semifinale.

Flere eksperter har Dortmund som favorit til at vinde Champions League efter en sæson, hvor man er det eneste ubesejrede hold, selvom man i gruppespillet var havnet i dynamitpuljen med Real Madrid, Manchester City og Ajax. Mandag nævnte Peter Schmeichel således på twitter Dortmund og Bayern München som sine favoritter til at vinde turneringen.

Foreløbig gælder det den anden kvartfinalekamp mod turneringens spanske overraskelse Malaga tirsdag aften.

Efter 0-0 i den spanske ferieby er tyskerne naturligt nok favoritter til at gå videre, men bortset fra en ny nulløsning, som vil udløse først forlænget spilletid og siden eventuelt en straffesparkskonkurrence, skal Dortmund stadig vinde på hjemmebane for at løse billet til semifinalerne.

Det vil i øvrigt være første gang, at man når så langt i turneringen siden 1998, hvor de som forsvarende Champions League-mestre blev slået ud af Real Madrid.

Med det udgangspunkt vil hjemmeholdet formentlig gå på banen med en kontrolleret offensiv. Den defensive midtbanespiller Sven Bender taler på forhånd om, at det gælder om at finde balancen mellem offensiv fodbold og et sundt forsvar.

– Det værste, der kunne ske, ville være hvis vi løb ind i en kontra advarer Bender.

I lørdagens kamp mod Augsburg, som blev besejret 4-2, sparede cheftræner Jürgen Klopp flere af sine spillere inden tirdagens vigtige kamp. Således var hverken målmand Roman Weidenfeller eller angriber Marco Reus i kamp, mens profilerne Robert Lewandowski og Mario Götze startede på bænken, inden de blev sat ind i anden halvleg. De forventes alle tilbage i startopstillingen mod Malaga..

Malaga har på flere fronter haft en ubehagelig optakt til kampen. På vej til lørdagens kamp mod Real Sociedad fløj man ind i et uvejr, og flyet blev ramt tre gange af lynet, inden det landede i Bilbao, og de rystede spillere måtte gennemføre resten af turen i bus.

Kampen endte med et nederlag på 2-4 og oven i købet måtte cheftræner Manuel Pellegrini umiddelbart efter kampen flyve hjem til Chile for at deltage i sin fars begravelse.

– Det var på mange måder en weekend, der bare skal glemmes. Lad os håbe, at vi kan give træneren noget at glæde sig over tirsdag, sagde anføreren Weligton efter nederlaget.

Han er i øvrigt selv ude med karantæne til kampen mod Dortmund. Det samme er midtbanespilleren Manuel Iturra, mens profiler som Javier Saviola, Isco, Joaquin og Jeremy Toulalan, der alle blev sparet mod Sociedad, forventes at spille.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu