Dortmund-træner afslørede sin Real-taktik i spansk avis

12. april 2013 14:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dortmund-træner afslørede sin Real-taktik i spansk avis
Billede mangler

Kun en scoring i næstsidste minut i hjemmekampen på Bernabeu i efteråret reddede Real Madrid fra at indkassere det andet nederlag i gruppespillet til Borussia Dortmund.

 

Tyskernes gode tag i madrilenerne står i ret frisk erindring, og derfor bør José Mourinho, Ronaldo og co. også klø sig lidt i pomaden over resultatet af fredagens lodtrækning semifinalen i Champions League, hvor de blev parret med Borussia Dortmund.

José Mourinho er en dygtig taktiker, så han har sikkert allerede luret, hvad Dortmund lykkedes med i de to mandskabers seneste opgør mod hinanden, men hvis ikke, så kan han få god hjælp til at sætte sig ind i Jürgen Klopps tankegang, hvis han finder frem til udgaven af den spanske avis El Pais forud for Real Madrids hjemmekamp mod Manchester United i 1/16-finalen.

Heri blev Klopp spurgt til sin egen taktik mod Real, og han svarede villigt:

– Vi vidste, hvor de ville slå afleveringerne fra, hvordan de ville søge Cristiano. Vores plan var at tage Xabi (Alonso, red.) ud af kampen. Hvis Alonso kan få lov til at spille frit, så er det umuligt at forsvare mod Madrid, sagde Klopp.

Han uddybede også mere præcist, hvordan han så greb den viden an:

– Götze dækkede ham af. Vi vidste, at hvis vores backs, Piszczek og Schmelzer var meget bevægelige, så ville vi få et overtag på Cristiano. Hvis man få blokeret Xabi, så sørger man for, at Pepe altid har bolden. Det gør en stor forskel, sagde Klopp.

Den karismatiske tysker har dog også vist sig som så stor en fodboldbegavelse, at han sikkert har nye taktiske tiltag klar til mødet med Mourinho.

I efterårets to opgør vandt Dortmund hjemme 2-1, mens det blev 2-2 på udebane. I semifinalen starter tyskerne hjemme 24. april og spiller ude på Bernabeu den 30. april. Bayern München og Barcelona møder hinanden i den anden semifinale, der spilles 23. april og 1. maj.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu