Dr. Evil anholdt for internetpirateri

20. januar 2012 15:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dr. Evil anholdt for internetpirateri
Billede mangler

Da to af politiets helikoptere ankom til Kim Dotcoms palæ i Auckland, New Zealand, flygtede hjernen bag internetsiden megaupload.com ind i sit beskyttelsesrum.
Politiet måtte kæmpe sig vej gennem den 37-åriges palæ, indtil han blev anholdt. Tæt på sig havde han et oversavet jagtgevær.
“Det krævede lidt mere end bare at slå døren ind,” siger kriminalbetjent Grant Wormald til New York Times.
Anholdelsen af Kim Dotcom, også kendt som Kim Schmitz, er kulminationen på en FBI-eftersøgning, som de amerikanske myndigheder har kaldt en af de største ophavsretssager nogensinde.
Aktionen indebar omkring 20 dommerkendelser i otte forskellige lande, herunder New Zealand.
Internetservicen megaupload.com, det tilhørende site megavideo.com samt en række andre sider gav brugerne mulighed for at uploade og streame for eksempel populære tv-serier som ‘How I Met Your Mother’ og hele spillefilm anonymt – i strid med ophavsretten. Det var ligeledes et populært sted at downloade musik.
FBI og det amerikanske justitsministerium har nu lukket megaupload.com og sigtet syv mennesker for at drive en international piratvirksomhed.
Virksomheden er sigtet for have kostet film og musikindustrien 2,8 milliarder kroner i tabt omsætning og for at have tjent én milliard kroner på reklamer og ‘premium-medlemskaber’. 290 millioner kroner er allerede blevet beslaglagt.
Ifølge politiet i Auckland beslaglagde de også luksusbiler for omkring 27,5 millioner kroner under aktionen ved Kim Dotcom palæ, herunder en Rolls-Royce Phantom Drophead Coupe og en lyserød Cadillac fra 1959.
Sympatigrupper på internettet, herunder det anarkistiske hackerkollektiv Anonymous, svarede igen ved at lægge både det amerikanske justitsministerium samt flere Hollywood-selskabers internetsider ned.
Kim Dotcom er kendt for at føre sig frem for eksempel på YouTube. Det har, kombineret med hans rygte som entreprenør inden for ulovlig fildeling, givet ham øgenavnet ‘Dr. Evil’ i Hollywood.
Kilde: New York Times

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu