DR klar med jul for hele familien

29. november 2011 06:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DR klar med jul for hele familien
Billede mangler

DRs familiejulekalender byder i år på et gensyn med A38 og ’Risengrødssangen’ i ’Nissebanden i Grønland”. På DR Ramasjang kan børnene glæde sig til ”Hotel krølle på halen”
Dagens afsnit af ”Nissebanden i Grønland” vises på DR1 kl. 19.30 og kan genses dagen efter kl. 7.00 på DR1 og igen kl. 8.30, 14.45 og 17.30 på DR Ramasjang. Seerne bliver taget med til både Holme-Olstrup og julemandens Grønland.
Det er historien om grødnissen Lunte, der altid er god for en klat smør, om julemanden der blev væk, om den lille skovnisse Puk, om Gemyse, der fangede en haj, om Hr. Mortensen, der blev 844 år, om hunden skipper og om skurken Fiffig-Jørgensen, der prøver at snyde Julemanden og Nissebanden.
Hotel krølle på halen
DR Ramasjang byder kl. 18.30 på dagens afsnit af ”Hotel Krølle på halen”, der kan genses dagen efter kl. 6.45. Far Roger impulskøber et hotel af familien Grossman og familien Rantanen kaster sig frygtløst ud i det nye eventyr som hotelejere på landet. Det viser sig, at ikke alt er lige så idyllisk, som familien havde håbet på. Det kniber med at få gæster til hotellet og maden fra køleskabet forsvinder på mystisk vis.
Hvordan skal det gå for familien Rantanen? Kommer hotellet overhovedet til at få nogle gæster eller foretrækker de familien Grossmans nye luksushotel? Hvad er det som grynter i busken, og hvad er der med værelse nummer 13?
Julekalenderen med det oprindelige navn ”Hotell Gyllene Knorren” bygger på Måns Gahrtons og Johan Unenges bøger med samme navn. Julekalenderen blev vist i Sverige i 2010. Når kalenderen vises på DR Ramasjang hedder den ”Hotel krølle på halen” og der er lagt danske stemmer på karaktererne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu