Drabsforsøg på hustruen skyldtes spilafhængighed

30. januar 2013 14:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Drabsforsøg på hustruen skyldtes spilafhængighed
Billede mangler

Det var ludomani, der drev en 68-årig mand fra Veflinge på Nordfyn til drabsforsøg på sin kone tirsdag. Det forklarede han ifølge bt.dk i grundlovsforhøret ved Retten i Odense knap et døgn senere, hvor han erkendte forbrydelsen og uddybede, at han ikke kunne bære, at konen skulle leve med skammen over ham. Han er nu varetægtsfængslet.

 

Den følelsesladede mand, der er folkepensionist, fortalte, at spilleautomater både for år tilbage og gennem det seneste år havde slugt en betydelig del af parrets fælles økonomi.

– Jeg går til svømning om mandagen. Så når jeg tog af sted, sad jeg så der bagefter og spillede på spilleautomat og hyggede mig med det. Men jeg har kun gjort det om mandagen, fortalte han ifølge bt.dk.

Da han blev bedt om at beskrive tiden op til drabsforsøget, kunne han i første omgang ikke forklare sig, men det kom lidt efter lidt frem.

– Min kone havde været i bad og var gået op for at ordne hår. Så gik jeg selv i bad, og mens jeg stod der under bruseren, besluttede jeg at slå hende ihjel. For jeg kunne ikke mere bære, at hun skulle leve med skammen over mig. Jeg er bare et fjols. Så jeg gik direkte op i køkkenet, hentede den store køkkenkniv og gik ud til hende. Det eneste jeg sagde, var: Jeg har bedraget dig. Jeg holdt hende bagfra med venstre hånd og snittede hendes hals med kniven med den højre, beskrev han detaljeret ifølge bt.dk.

Konen, der er jævnaldrende med ham, fik dog standset dramaet, da hun mindede ham om børnebørnene. Herefter lagde han kniven og ringede i stedet til 112.

Da ambulancen ankom til hjemmet, var konen ifølge bt.dk ilde tilredt med et langt tværgående snit i halsen fra den køkkenkniv, som manden havde brugt.

Alligevel kunne hun selv gå ud af huset, og hun er nu uden for livsfare.

Den 68-årige sidder i varetægt indtil 26. februar, han skal gennem en mentalundersøgelse, og han skal modtage behandling for sin spilafhængighed.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu