Drabstiltalt ville slå medkumpaner ihjel

15. august 2012 18:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Drabstiltalt ville slå medkumpaner ihjel
Billede mangler

Mens den 42-årige KLN havde svært ved at forklare sig, da Retten i Nykøbing Falster onsdag tog hul på sagen om drabet på den 27-årige Morten Bang, var hans to medtiltalte meget enige om begivenhederne natten til 1. november sidste år.
De tre er tiltalt for at have aftalt at slå Morten Bang ihjel. Han blev dræbt med et enkelt skud i sit hjem i Øster Karleby ved Nakskov. Ifølge tiltalen var det KLN, der trykkede på aftrækkeren.
Og det bekræftede de to andre tiltalte, den 31-årige CSJ og den 23-årige BSR, da det var deres tur til at afgive forklaring. Samtidig afviste de, at drabet var aftalt.
CSJ forklarede, at han stod i døren til Morten Bangs værelse.
– Morten kommer imod mig, og så hører jeg pludselig et ordentligt brag. Klappen går helt ned, og jeg aner ikke, hvad der sker, fortalte CSJ i retten.
Han havde godt bemærket, at KLN var fulgt efter ham ned ad gangen, men havde ikke bemærket, at han havde et oversavet jagtgevær med.
BSR sad i bilen foran huset, men kunne kigge ind.
– Jeg kunne ikke se, at det var KLN, der skød, men jeg kunne se, at det ikke var CSJ, forklarede han.
Huset på Bækvej var kendt som et sted med fest og glade dage – men også med kontroverser og øretæver. Med politiets ord bar huset præg af voldsomt drikkelag.
Om aftenen før drabet var CSJ kommet i klammeri med en af husets beboere, og da han og KLN lidt senere vendte tilbage, fik de decideret tæsk.
Det gjorde KLN rasende.
– Han var nærmest psykotisk, fortalte CSJ i retten.
De tre mænd tog derfor ud for at hævne overfaldet og give beboerne i huset “nogle på munden”. Men kun Morten Bang var hjemme under det fatale møde.
Efter drabet var KLN ifølge de to andre om muligt endnu mere ophidset.
– Han truede os med alt muligt og sagde, at han ville slå os ihjel, hvis vi sagde noget. Jeg var bange for ham. Han har lige skudt én, så hvorfor skulle han ikke skyde os andre, sagde CSJ.
CSJ blev anholdt på Femø ved middagstid dagen efter. På vej over til øen smed han det oversavede haglgevær i vandet fra færgen – ifølge sin forklaring efter KLNs ordre.
Der ventes dom i sagen mandag 27. august.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu