Dræbte og parterede sin bror – denne mand gemte drabsvåbenet

11. januar 2017 22:23 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En mand er dømt for at have gemt et drabsvåben i bizar drabssag.

Dræbte og parterede sin bror - denne mand gemte drabsvåbenet
Det var i dette hus på Ingridsvej i Faxe Ladeplads, den dræbte blev fundet. Foto: Google Maps.

En meget uhyggelig sag er ved at have fået sat sit sidste punktum.

I dag blev en 45 årig mand i retten dømt for at have skjult et drabsvåben.

– Der er tale om en sjældent anvendt bestemmelse i straffeloven, og det var derfor interessant at få afklaret, om den tiltalte var skyldig eller ej, har anklagerfuldmægtig Koray Ufuktan Er fra Midt- og Vestsjællands politi udtalt om dommen i en pressemeddelelse.

Parterer bror i 75 dele

I 2011 blev den dengang  47-årige Peter Richter Andersen fundet dræbt med tre skud i hoved og mave. Hans lig var ligeledes parteret i 75 dele med en el-bajonetsav.

a

Året efter, i 2012, blev hans lillebror, Jesper Richter Andersen, idømt 15 års fængsel for drabet, der skete i et sommerhus i Faxe Ladeplads i Sydsjælland.

Retten anså drabet som en “kynisk” likvidering, og derudover lagde man også vægt på den grove ligskænding, altså parteringen.

I november 2016 fandt politiet så drabsvåbnet i en garage i et parcelhus i Vindinge ved Roskilde. Her var den opbevaret sammen med to andre pistoler hos en tidligere ven til lillebroderen Jesper.

Flere våben

Det var en 9 mm. P38 pistol med syv skud samt den låste rygsæk fra Jesper Richter Andersen, som indeholdt en 9 mm. pistol med fire skarpe patroner i magasinet samt en mini-pistol med to skarpe skud. Derudover var der to magasiner med otte skarpe 9 mm. patroner samt yderligere ammunition.

Gerningsvåbnet har efter kriminaltekniske undersøgelser vist sig at være 9 mm. pistolen fra rygsækken.

Den 45-årig mand forklarede i retten, at han i 2011 – omkring en uge forinden Jesper Andersen blev anholdt for at have skudt og parteret sin bror i adskillige stykker – fik overleveret en taske fra Jesper Andersen med to hængelåse på. Han forklarede endvidere, at han ikke havde åbnet tasken, men at han frygtede indholdet heraf.

Fortalte ikke om rygsækken

Den nu dømte mand har inden fundet i garagen været til afhøring hos politiet, her valgte han dog ikke at nævne rygsækken.

Den havde tilhørt hans afdøde far, men nægtede kendskab til rygsækkens indhold, selvom han blev bedt om at pakke rygsækken ind i plastik et år efter Jesper Richter Andersens fængsling. Han troede på vennens forklaring om udstyr til skunk-produktion.

Det valgte retten i Roskilde altså ikke at tro på og dømte den 45-årige for at skjule drabsvåbenet.

– Anklagemyndigheden og politiet er meget tilfredse med resultatet, udtaler anklagerfuldmægtig Koray Ufuktan Er.

– Sagen er dog endnu ikke endelig, idet vi fortsat mangler at afgøre sanktionsspørgsmålet, siger Koray Ufuktan Er

Hævder sin uskyld

Ud over drab og usømmelig omgang med lig blev Jesper Richter Andersen dømt for ulovlig våbenbesiddelse og for brandstiftelse.

Det var angiveligt en strid mellem den 43-årige Jesper og storebror Peter, som har ført til drabet. Muligvis har det drejet sig om penge.

Jesper Richter Andersen valgte at anke dommen på stedet og han bedyrer stadig sin uskyld.

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til anklagerfuldmægtig Koray Ufuktan Er.

(Supplerende kilder: faxe.nu og Drabssager i Danmark).

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu