Dræbte sin otte-årige datter: Her er dommen

19. juni 2017 10:54 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Den 51-årige mand, der sidste år dræbte sin otte-årige datter, er mandag blev idømt fængselsstraf.

Sådan så der ud foran huset på Rådyrløkken i Odense i august 2016. Video: Local Eyes.

3. august 2016 udspillede der sig en grufuld tragedie på Rådyrløkken i Odense.

En 51-årig mand dræbte sin otte-årige datter og forsøgte senere at tage livet af sig selv. Angiveligt på grund af en tvist med moderen til den fælles datter.

(Se flere videoer på Local Eyes )

Den 51-årige skulle have klæbet datterens mund til med tape, hvorefter han trak hele to plastikposer over hendes hoved. Ikke nok med det – ad to omgange klemte han om hendes næse og hals.

Herefter blev datteren lagt i et badekar med vand.

Det endte med den otte-åriges piges død.

Sparker døren ind

Forinden havde den 51-årige ringet til datterens mor og fortalt, han havde kvalt deres fælles barn. Hun var sammen med sin familie, og det er derfor den døde piges morfar, der klokken 12.19 ringer til alarmcentralen.

– Der bliver derfor sendt både politi og ambulance til stedet, sagde Henrik Justesen, vicepolitiinspektør og leder af efterforskning af personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi dengang til Newsbreak.dk.

Fremme ved huset på Rådyrløkken må betjentene sparke døren ind. Og her møder dem det grufulde syn; den lille pige ligger død på badeværelset og faderen, der har forsøgt at tage sit eget liv ved at skære i sine håndled, finder betjentene andetsteds – blødende fra sine sår.

Mandag var så dagen, hvor faderen skulle have sin dom.

14 års fængsel

– Det er fuldstændigt ødelæggende. Min datter betød alt for mig. Det er simpelthen så forfærdeligt, at jeg har slået hende ihjel. Hun havde jo ingenting gjort. Jeg kan hverken forstå eller acceptere det, siger faderen til pigen, Johnny Jonassen, da han forklarer sig i retten. Det skriver TV 2 Fyn.

Samme TV-station kan også oplyse, at Johnny Jonassen mandag er blevet idømt 14 års fængsel for drabet på sin datter.

Forsvareren har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu