Drivende lig i fjord er efterlyst mand

17. maj 2017 22:52 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det lig, der tidligere onsdag blev fundet i Vejle Fjord, er nu identificeret.

En død person er fundet flydende i Vejle Fjord. Han er nu identificeret. Video. Local Eyes.

Tidligere onsdag kunne Newsbreak.dk fortælle, at en tilfældig sejler havde opdaget et lig flydende i Vejle Fjord.

Det er nu lykkes politiet at identificere manden.

Det drejer sig om den 28 årige Michal Piotr Sech, der har været forsvundet fra Fredericia siden den 15. januar i år.

Den unge mand fra Fredericia med polske rødder, blev meldt savnet, da han ikke vendte hjem efter en bytur natten til 15. januar i år. Her sagde han ved 02.30-tiden farvel til en ven i krydset mellem Prinsessegade og Sjællandsgade i Fredericia.

Se mere video hos Local Eyes.

I dagene efter hans forsvinden foretog politiet en stor eftersøgning efter ham i Fredericia.

– Vi kunne konstatere, at hans telefon er anvendt i perioden lige efter tre til fem om morgenen den 15. januar. Den dør ud ved femtiden om morgenen, og så har vi ingen livstegn hørt siden, sagde Peter Balsgaard Nielsen, der er efterforskningsleder hos Sydøstjyllands Politi.

Det sidste signal fra Michal Piotr Sechs mobiltelefon var fra et område ved havnen i Fredericia.

– Vi har tæt kontakt til familien, og de spørger selvfølgelig om, vi har bud på, hvor de med fornuft kan søge henne, men vi har svært ved at give nogen bud. De har selv været ude at søge i skovområder omkring Fredericia, sagde Peter Balsgaard Nielsen dengang til Newsbreak.dk.

Nu vil politiet foretage de nødvendige undersøgelser i sagen.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu