Dronning Margrethe er tavs om prins Richards død

20. marts 2017 15:43 | Af: Peter Koch

Og det er der en ganske god grund til.

Dronning Margrethe er tavs om prins Richards død
Afdøde Prins Richard var gift med dronning Margrethes søster. Alligevel har dronningen ikke udtalt sig om Richards død. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Prinsesse Benediktes mand, prins Richard, døde 13. marts. Tirsdag, 21. marts, står dronning Margrethe ved sin søsters side for at sige det sidste farvel til den elskede prins.

Siden prins Richard døde, har man fra kongehusets side kommenteret på dødsfaldet to gange. Det var kongehuset, der meddelte, at prinsen var død, og det var kongehuset, der meddelte, hvor og hvornår Richard skal bisættes.

I begge tilfælde har det været Tommy M. Paulsen, privatsekretær for Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, der har udtalt sig. Hverken Benedikte eller Margrethe har udtalt sig om dødsfaldet eller den begravelse, der finder sted i Evangelische Stadtkirche, Bad Berleburg, Tyskland.

Newsbreak.dk har forhørt sig hos kongehuset for at finde ud af, om dronning Margrethe ønsker at tale med pressen om Richards død og har her fået at vide, der ingen kommentarer er fra dronningen, hvad det angår.

Det giver god mening

Det kan vække undren, men det giver faktisk mening, ifølge Lars Hovbakke Sørensen. Han er historiker og ekspert i kongehusets affærer, og han fortæller Newsbreak.dk, at prins Richards status har været afgørende for, hvordan man fra kongehusets side forholder sig til hans død.

– Prins Richard er gift ind i kongehuset, så det er ikke oplagt, at statshovederhovedet udtaler sig officielt. Det er ikke naturligt, at hun gør det, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han understreger, at der intet specielt er i, at dronning Margrethe forholder sig tavs, hvad angår prins Richards død. Og faktisk ville det ikke engang være sikkert, at hun udtalte sig, hvis hendes søster, Benedikte, døde.

– Så ville det være kongehuset og ikke dronningen, der udtalte sig, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu