DSB-ansatte langer ud efter ledelsen i strid om salgsvogne

28. januar 2013 16:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DSB-ansatte langer ud efter ledelsen i strid om salgsvogne
Billede mangler

Det er ren taktik, når ledelsen i DSB peger på dyre medarbejderlønninger som det mest væsentlige faktor for, at salgsvognene i toget ikke løber rundt.

 

Det er ifølge Dansk Jernbaneforbund, fagforening for omkring 6.000 aktive ansatte ved jernbanen i Danmark, den simple forklaring på, at økonomien omkring salgsvognene har udviklet sig til en gedigen underskudsforretning.

– DSB har haft masser af muligheder både i 2012 og tidligere år for at få en fornuftig forretning bygget op omkring salgsvognene, men opgaven er ikke blevet løst af de chefer, der løbende har været sat på opgaven, oplyser Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse mandag.

Det er et markant millionbeløb, som DSB har sat til på salgsvognene over en længere årrække.

Ifølge en opgørelse fra Transportministeriet har DSB således siden 2004, hvor selskabet overtog driften af salgsvognene, haft et årligt underskud på mellem 86 millioner kroner og 115 millioner kroner.

Det samlede underskud er dermed løbet op i omkring 925 millioner kroner.

Underdirektør i DSB Tog, Anette Haugaard, har oplyst, at især lønnen til togpersonalet er årsag til de store underskud, men den melding er ren taktik, lyder det fra Dansk Jernbaneforbund.

– At forsøge at skyde skylden på medarbejderne er ikke virksomheden værdig, lyder det i meddelelsen, hvor man peger på, at meldingen hænger sammen med de igangværende overenskomstforhandling.

– Det virker som ren taktik, når DSB midt i en overenskomstforhandling går ud og klager sin nød i pressen og entydigt peger på medarbejdernes løn, som den væsentligste faktor for, hvorfor salgsvognene ikke løber rundt. Men i bund og grund handler det om at lægge ansvaret fra sig, mener forbundet.

Her er man overrasket over, at DSBs top på den måde peger på lønningerne.

– Hvis DSBs forretningskoncepter og ledelse ikke kan få et simpelt servicekoncept i en servicevirksomhed til at fungere, så er der noget galt, og det er sjældent nederst i hierarkiet man skal lede efter de alvorligste defekter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu