DSB: Folk har altid tisset på vores gulv

12. januar 2012 14:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DSB: Folk har altid tisset på vores gulv
Billede mangler

Hovedbanegården stinker ikke mere af tis, end den plejer at gøre. Sådan lyder meldingen fra DSB oven på debatten om betalingstoiletterne.
Ifølge MetroXpress er der ellers flere rejsende, der vælger at lyne bukserne ned og urinere på gulvet, efter DSB er begyndt at opkræve fem kroner for adgang til deres toilet.
Men DSB kan ikke genkende billedet af et gulv fedtet ind i tis.
“Der er ikke flere, der tisser i hjørnerne nu end før. Måske er der enkelte, der har valgt den løsning, men billedet af, at folk i stor stil lader deres vand i hjørnerne efter, at vi har fået betalingstoiletter, kan jeg slet ikke genkende,” siger DSB’s regionschef Karen Rønberg i en pressemeddelelse.
Ifølge DSB var der flere kunder, der ikke brød sig om at benytte de gamle toiletter i kælderen. Derfor valgte DSB i december at åbne for spritnye toiletter, der er rengjorte og bemandede døgnet rundt. Til gengæld skal man punge 5 kr. ud for en ‘tissebillet’ for at få adgang til dem.
“Folk har altid tisset op ad hovedbanegården og i hjørnerne. Det kan ikke undgås. Der er mange skæve eksistenser, der opholder sig her, og de finder den nærmeste krog. Og fordi de er ved hovedbanegården er det altså vores krog. Derfor spuler vi også hver morgen – både opad muren og langs fortovet. Men helt til livs kan vi ikke komme det,” lyder det fra Karen Rønberg og afviser dermed, at der er en sammenhæng mellem betalingstoiletterne og mængden af tis på gulvet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu