DSB-strejke rammer nu juletrafikken

14. december 2011 12:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
DSB-strejke rammer nu juletrafikken
Billede mangler

På tredjedagen for strejken blandt 900 smede, håndværkere og elektrikere på DSB’s værksteder bliver togtrafikken nu helt konkret ramt.
I pressemeddelelse skriver DSB kort før middag, at togkoncernen er “nødt til at reducere trafikken, fordi flere tog nu er ude af drift, når de ikke kan komme til eftersyn på værkstederne.”
Morgentrafikken med S-tog, fjern- og regionaltog forløb “fornuftigt”.
Men arbejdsnedlæggelserne betyder, at togtrafikken med virkning fra i eftermiddag vil blive reduceret.
Det fortæller konstitueret adm. direktør Jakob Kjær:
“Det er dybt beklageligt, at det nu går ud over vores kunder. Men dels er mange tog allerede ude af drift på grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og dels har DSB set sig nødsaget til at tage andre tog ud af køreplanen for ansvarligt at sikre muligheden for at kunne afvikle en fornuftig juletrafik, hvis konflikten skulle blive langvarig.”
Grunden til, at DSB er nødt til at tilbageholde yderligere tog, er, at der ellers vil ophobe sig en endnu større pukkel af tog, som skal vedligeholdes, før de kan komme i drift. Dermed ville juletrafikken kunne komme i fare, hvis ikke DSB sørger for at have nok tog til julen.
Se mere om de trafikale ændringer på www.dsb.dk.
Utilfredsheden blandt håndværkerne går blandt andet på, at de ønsker at få en aftale om pensionsindbetaling af deres resultatløn.
Men Jacob Kjær afviser, at forhandle løn mellem overenskomsterne.
“I den økonomiske situation DSB er i, vil det være uansvarligt at øge DSB’s samlede omkostninger,” siger han.
Han understreger, at DSB står i en meget alvorlig økonomisk situation, hvor der i dag ikke er balance mellem indtægter og udgifter.
Derfor foregår der i disse dage og uger forhandlinger mellem DSB’s ledelse og de faglige organisationer med henblik på at få en aftale, der kan sikre DSB’s økonomi.
FO Metal har kritiseret DSB’s ledelse for ‘ikke at leve op til en række lokalaftaler i forbindelse med etableringen af DSB Vedligehold’.
“DSB’s ledelse har ikke brudt nogen aftaler,” siger Jacob Kjær i pressemeddelelsen.
DSB skal med udgangen af 2014 have fundet effektiviseringer og besparelser for en milliard kroner om året.
Jacob Kjær har klokken 13 i dag et møde med formanden for FO Metal, Flemming Rasmussen. Efter mødet ved ca. 14-tiden stiller DSB’s konstituerede administrerende direktør Jacob Kjær op til interview i Sølvgade 40.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu