Dues kontraktforhandling i timeout

15. marts 2013 21:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Dues kontraktforhandling i timeout
Billede mangler

Hvor spiller Anders Due efter sommerferien?

 

Svaret blæser i vinden efter Superliga-klubben AaB har sat kontraktforhandlingerne med midtbanefløjen, der fylder 31 år søndag, på standby.

– De seneste måneder har vi været i dialog med Anders. Han er en dygtig fodboldspiller, som vi gerne vil holde på. Men vi er endnu ikke nået til enighed. Man kan vel godt sige, at vi lige nu befinder os i en timeout-situation, siger AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen.

Anders Due nikker anerkendende til AaBs forhandlingstaktik.

– De vil tilbyde mig en kort kontrakt, mens jeg er interesseret i en længere, siger Anders Due og tilføjer:

– Jeg er rigtig glad for at være i AaB og kunne sagtens forestille mig, at jeg afslutter min karriere her. Jeg har en familie at tage hensyn til. Som far til to børn vil det være perfekt, at jeg ikke skal flytte.

Har ikke travlt

Anders Due understreger, at han ikke har travlt med at få sin fodboldmæssige fremtid på plads.

– Det vil være ok for mig, hvis der først foreligger en afgørelse efter sidste Superliga-runde (20. maj, red.), siger han.

Når AaB lørdag møder FC Nordsjælland, sidder Anders Due igen udenfor med en skade i baglåret.

– Heldigvis går det så meget fremad med den, at jeg forventer at træne med for fuld kraft igen fra mandag, siger Anders Due, der er eneste ukampdygtige AaBer.

Således er såvel Lasse Nielsen som Rasmus Thelander klar til comeback efter korte skadespauser.

– Når vi møder FC Nordsjælland, bliver vi særligt testet på vores defensive organisation og vores presspil, siger AaB-træner Kent Nielsen og tilføjer:

– For at opnå et godt resultat mod FCN skal disse parametre helst fungere, ligesom vi spillemæssigt skal præstere på samme høje niveau som i årets første to hjemmekampe mod OB og Esbjerg.

Kvalitet har ikke givet point nok

Kent Nielsen kunne godt have ønsket, at hans tropper i de første to kampe efter vinterpausen havde erobret mere end to point.

– Men kvaliteten af præstationerne i de to hjemmekampe har været i orden, og vi har en tro på, at vi i morgen med en variation af direkte spil og i perioder mere tålmodigt spil kan få tingene til at gå vores vej, siger han.

Før kampen ligger FC Nordsjælland placeret på Superligaens andenplads med 39 point, mens AaB er nummer fire med 34 point.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu