Dykkere leder efter forsvundet mand i havnebassin

12. januar 2017 09:44 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet gør i øjeblikket alt, hvad det kan for at finde en mand, der måske er faldet i vandet.

Dykkere, politi og hjemmeværn leder efter en ældre mand, som er meldt savnet, fordi hans værktøj blandt andet er fundet ved havnekanten. Det oplyser vidner til Local Eyes.

Manden tog onsdag aften ned til havnen i Svendborg for at tilse sin båd. Siden har ingen hørt fra ham.

Se mere video hos Local Eyes.

Det var mandens søn, som klokken 07.14 torsdag morgen slog alarm.

Sønnen var kørt til havnen, hvor han fandt sin fars bil med tændt motor. Det er ikke lykkedes for Newsbreak.dk at få kontakt til Fyns Politi – vores opkald bliver ikke besvaret.

– Motoren har sandsynligvis været i gang hele natten. Manden har gummistøvler på. Og det er ikke så godt, hvis man falder i vandet, siger vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til TV 2/FYN.

Aktionen foregår ud for Østre Havnevej 14, hvor dykkere eftersøger manden assisteret af hjemmeværnets kutter.

På land har Fyns Politi forgæves forsøgt at få kontakt til den forsvundne mands mobiltelfon. Og i øjeblikket forsøger man at pejle telefonen.

– Nu kører aktionen. Vi prøver med det, vi har, og så håber vi det bedste, siger Hans Frederiksen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu