Dyrepassere og sosuer vil også have hue på

30. juni 2012 08:01 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Dyrepassere og sosuer vil også have hue på
Billede mangler

Alt er som det plejer. Juni måned byder som sædvanlig på nye studenter i hobetal.
Men hvor det for få år siden var let at identificere uddannelsesstedet ud fra båndet på huen, er studenterlandskabet blevet noget mere broget i de senere år.
Hos Wiberg, der er blandt landet største leverandører inden for studenterhuer, mærker man, at interessen for at få en hue på hovedet er steget, selvom de unge ikke har gået på HTX, gymnasiet eller handelsskole.
Det fortæller Jeanette Frederiksen, der sidder i kundeservice og står for en del af kundekontakten, til Newspaq.
– Der har været en stigende interesse fra andre uddannelser i de senere år, siger hun.
Studerende på sosu-uddannelsen, frisøruddannelsen og de nyudklækkede dyrepassere er nogle af dem, der har kontaktet firmaet for at få lavet deres helt egen hue.
– Det er dog ikke noget, der har været en del af det faste sortimentet, som vi har udbudt, men det kan det godt blive næste år, siger Jeanette Frederiksen.
Designet står uddannelserne selv for, men der er tendenser, der går igen.
Frisørerne har ofte lyserødt bånd, mens sosu’erne eksempelvis tit har lilla bånd på deres hue.
Forskningsleder Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning har et bud på, hvorfor studentertraditionen med huer har bredt sig.
– Der kan godt ligge et lille element af identitet og signalværdi i det, siger han til Newspaq og fortsætter:
– De vil gerne signalere, at det ikke kun er det almene gymnasium, der giver en studenteridentitet, siger han.
Men en studenterhue signalerer også andre ting, understreger forskeren.
– Selvom der er få job og finanskrise, er der stadig en kamp mellem uddannelsesstederne for at få fat i de unge. En hue kan være med til at skabe opmærksomhed og identitet omkring en uddannelse, mener Jens Christian Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu