Dyrlæge i kritisk tilstand efter hestespark: -Det værste jeg nogensinde har oplevet

6. oktober 2017 11:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

En 39-årig kvindelig dyrlæge ligger i koma efter hun torsdag blev sparket i hovedet af en hest. Hendes chef og kollega er dybt rystet.

Dyrlæge i kritisk tilstand efter hestespark: -Det værste jeg nogensinde har oplevet
Den kvindelige dyrlæge ligger fredag formiddag i koma med kraniebrud på Rigshospitalet. Arkivfoto.

– Jeg tænker stort set ikke på andet end hende. Kunne man da for helvede bare have undgået det.

Sådan siger direktør, medejer og dyrlæge hos Kasernens Hesteklinik i Næstved, Berner Olsen, der torsdag formiddag blev ramt af en tragedie. En af hesteklinikkens dyrlæger, en 37-årig kvinde, blev sparket i hovedet af en hest, hun var i gang med at behandle. Sparket var så voldsomt, at hun fredag fortsat er i livsfare indlagt på Rigshospitalet, hvor hun ligger i koma med kraniebrud.

– Hesten var sederet, som betyder, at den havde fået noget beroligende. Den stod op under behandlingen. Desværre er der en risiko for, at en hest pludselig kan vågne op af sin døs og helt uden forvarsel komme med en lynhurtig reaktion. Det var ret sikkert netop dét, der skete torsdag, forklarer Berner Olsen, der selv var ved at behandle en hest i rummet ved siden af, da ulykken skete.

– For folk, der ikke er hestekyndige, kan en sådan situation være meget farlig. Men som dyrlæge er vi trænet i at læse dyrenes adfærd og tage vores forholdsregler. Det havde dyrlægen også gjort i den konkrete situation. Hun stod ikke bag hesten. Men desværre får hesten skubbet hende bagud inden den sparker med begge bagben. Hvad endnu værre er: Der sad ringsko på hestens hove, siger Berne Olsen til Newsbreak.dk.

En arbejdsulykke

Den voldsomme ulykke har selvsagt sat sit præg på både direktøren og alle de andre medarbejdere på Kasernes Hesteklinik i Næstved.

– Vi er alle meget chokerede. Det er en frygtelig ulykke, der sætter sit præg på arbejdspladsen. Vi har efterfølgende anmeldt ulykken til Arbejdstilsynet, da vi betragter det som en arbejdsulykke. Derfor skal alt nu gå efter reglerne i sådan en sag, siger Berner Olsen, der aldrig tidligere har set en ulykke så voldsom.

– Det er det værste, jeg nogensinde har set, og jeg har været dyrlæge og arbejdet med heste siden 1973, siger Berner Olsen.

Ulykken fandt sted hos klinikken på Kommandantvej – på den gamle kasernegrund i centrum af Næstved. Kvinde blev med helikopter fløjet til “Riget”, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport fredag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu