Efter 23 år: Ingen DM-medalje til Bentsen

2. marts 2013 21:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Efter 23 år: Ingen DM-medalje til Bentsen
Billede mangler

En epoke sluttede ved bordtennis-DM i Odense. For første gang siden 1989 kommer 44-årige Allan Bentsen ikke på podiet i herresingle.

Efter otte guld, fire sølv og elleve bronzemedaljer blev han slået i en dramatisk kvartfinale med spektakulære dueller på højt internationalt niveau af 2010-mesteren Christian Kongsgaard.

”Bønne, som Christian Kongsgaard kaldes blandt venner på grund af sin lighed med Mr. Bean, overlevede matchbold ved 9-10 i syvende sæt og vandt 12-10.

Dermed fik han en fornem revanche for 0-4 nederlaget til Allan Bentsen i sidste års kvartfinale. I søndagens semifinale møder Christian Kongsgaard favoritten og den forsvarende mester, Jonathan Groth, der slog Mikkel Hindersson 4-0.

Den anden semifinale står som ventet mellem Kasper Sternberg og Finn Tugwell. De eliminerede i overbevisende stil henholdsvis Morten Hyrup Rasmussen 4-0 og Tobias Lau 4-1.

DM-niveauet har været højt på en medrivende lørdag i det fynske og styrket troen på dansk bordtennis fremtid.

– Det bliver spændende kampe i herre single med Jonathan Groth som favorit. Flere er farlige for ham, men ingen har hans stabilitet, siger DBTUs sportschef, Peter Sartz.

Han glædede sig også over ungdomsspillerne, som gjorde det godt i det skrappe selskab.

– Flere af drenge- og juniorspillere viser vinderinstinkt og temperament. Sådan skal det være, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu