Efter danskerdruk løfter ambassadør i Prag pegefingeren

14. februar 2013 16:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Efter danskerdruk løfter ambassadør i Prag pegefingeren
Billede mangler

Selv om det bør være op til den enkelte unge og familien at tage ansvar for, at man som feriegæst i et andet land overholder love og regler, er det »meget beklageligt«, at danske unge er gået over grænsen i Prag.

 

Sådan lyder det fra den danske ambassadør i Tjekkiet, Christian Hoppe.

»Det er meget beklageligt, at et mindretal skal ødelægge så meget for så mange andre igennem deres fuldstændig uhæmmede adfærd. Nu er der selvfølgelig mange på besøg i øjeblikket, men det er ikke nogen undskyldning for, at folk går grassat. Det ville være godt inden næste ferie finder sted, om forældre talte lidt med deres børn om, hvad man kan gøre for at undgå den slags,« siger ambassadøren.

Han peger på, at der blandt andet ikke må udskænkes alkohol til unge under 18 år, men at mange teenagere på 16-17 år alligevel vælter berusede rundt i gaderne.

Onsdag kom et hold unge hjem til Danmark efter en turbulent uge i Prag med druk og ballade. To knivstikkerier var blandt de mere alvorlige begivenheder, mens flere hoteller også beretter om, at nogle danskere har raseret hotelværelser.

Ifølge tv2.dks reporter i Prag går det ikke meget bedre, selv om flere af de danske unge er vendt hjem. Politiet fortæller, at to danskere på 18 og 19 år er endt i detentionen, efter de angiveligt tog del i et slagsmål natten til torsdag. Da en politimand greb ind, fløj de to danskere på betjenten.

De blev taget med på stationen, men på grund af en høj promille kunne de ikke afhøres. Ifølge tv2.dk bliver de formentlig sigtet for gadeuorden og vold mod embedsmand.

På den danske ambassade kan Christian Hoppe ikke bekræfte, at hotelværelser skulle være ødelagt, og at danskere er anholdt.

»Vi henholder os til, hvad politiet fortæller os. Vi har ikke hørt noget endnu, men jeg fæster lid til, at når de har noget, så bliver vi underrettet,« siger han.

Tirsdag aften kaldte udenrigsminister Villy Søvndal (SF) over for TV 2 de unges adfærd for »pinlig«. En holdning, som den danske ambassadør istemmer.

»Den udtalelse kan jeg kun dele. Vi opfordrer folk til at opføre sig ordentligt og overholde de love og regler, der gælder her i landet,« siger Christian Hoppe.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu