Efterlyser helt: Reddede far og søn fra voldsom brand

19. marts 2017 14:26 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

En mand i en saltspreder indstilles til en dusør efter en heltemodig gerning søndag morgen.

Efterlyser helt: Reddede far og søn fra voldsom brand
Branden var voldsom, fortæller Midt- & Vestsjællands Politi. Foto: Johnny D Pedersen/Skadestedsfotograf.dk.

Midt- & Vestsjællands Politi efterlyser en sand helt.

En mand i en saltspreder reddede nemlig en 25-årig familiefar og hans toårige søn fra en voldsom brand.

Bankede far op

Ilden brød ud søndag morgen ved 05.45-tiden i et stråtækt hus på Strandvejen i Svinninge ved Holbæk:

– En mand i en orange jakke bankede kraftigt på. Faderen blev banket op og da faderen åbnede fortalte manden, at huset brændte. Faderen fik reddet sin toårige søn med ud, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, René Søe Pedersen, til newsbreak.dk.

Brandvæsnet blev alarmeret via 112. Da brandvæsen og politi nåede frem var manden i saltsprederen væk:

– Det var en ret voldsom brand. Beredskabsstyrelsen assisterede ved branden, fortæller vagtchefen.

Det stråtækte hus er kraftigt skadet og er ubeboeligt.

Efterlyser helten

Midt- & Vestsjællands Politi efterlyser helten i saltsprederen:

– Vi vil gerne takke ham for at være særlig opmærksom og for at vække faderen og sønnen. Vi har endnu ikke talt med ham. Vi vil gerne gøre hans observationer ved branden, fortæller René Søe Pedersen til newsbreak.dk.

Han opfordrer manden til at henvende sig til politiet, da politiet også vil indstille ham til en dusør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu