Eftersøgning af ung pige indstilles af politiet

16. november 2012 07:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Eftersøgning af ung pige indstilles af politiet
Billede mangler

Ingen har efterlyst en pige og derfor har politiet indstillet eftersøgningen i område, hvor en pige muligvis blev bortført. 
 
Fyns Politi besluttede først på aftenen torsdag at indstille en storstilet eftersøgning i det område i Nyborg, hvor en pige muligvis blev bortført midt på eftermiddagen.
 
Politiet vil fortsat patruljere i området, men det vil ikke længere være med et forhøjet beredskab.
 
– Vi har eftersøgt området grundigt også med hjælp fra en helikopter. Men vi har indtil nu ikke fundet en rød bil, som skule være i området.
 
– Vi har heller ikke modtaget nogen efterlysninger af piger fra familier i området. Derfor går vi nu over til almindelig patruljering, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen i en pressemeddelelse.
 
Eftersøgningen blev sat i værk, da en 10-årig pige ved 13-tiden så en anden mindreårig pige blive taget ind i en rød bil, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
 
– Det 10-årige vidne hørte den anden pige sige hjælp, men i samme øjeblik kom en lastbil forbi, og derefter var den røde bil kørt væk igen, skriver politiet.
 
Den 10-årige pige så desuden et andet vidne, der formentlig var iført en heldragt og et tørklæde. Denne kvinde havde kontakt med føreren af den røde bil, og hende vil politiet meget gerne i kontakt med.
 
Tidligere torsdag oplyste politiet, at manden onsdag eftermiddag havde bortført og forgrebet sig på en 10-årig pige i Refsvindinge på Østfyn.
 
Pigen blev tvunget ind i en rød bil, hvor hun fik øjnene dækket, mens manden kørte rundt med hende. Undervejs forgreb han sig på hende, før han satte hende af igen.
 
For knap tre uger siden blev en 11-årig pige bortført, da hun stod af skolebussen i Vester Skerninge. Hun blev kørt ud i en skov, hvor manden forgreb sig på hende i sin bil.
 
Efter at politiet torsdag fortalte om onsdagens overgreb, er det strømmet ind med henvendelser, og midt på eftermiddagen havde politiet modtaget over 100 tip fra borgere.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu