Eftersøgt fængslet for groft overfald

9. april 2013 11:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eftersøgt fængslet for groft overfald
Billede mangler

En 28-årig mand, som siden fredag har været efterlyst af Fyns Politi, er tirsdag blevet varetægtsfængslet for kvalificeret vold.

 

Den 28-årige dukkede op på Odense Politigård lidt før klokken ti mandag formiddag i selskab med sin advokat. Klokken 10.02 var han anholdt og sigtet for vold i forbindelse med et groft overfald, der fandt sted i Odense 14. marts, hvor ofret blandt andet fik skåret et øre af.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 9.30 ved retten i Odense, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle ham til 7. maj.

To af i alt fire mistænkte er allerede varetægtsfængslet, og Fyns Politi efterlyser stadig en mand på 31 år for det voldsomme overfald.

Voldsofret, en ligeledes 31-årig mand, blev 14. marts kontaktet af nogle bekendte, som han efterfølgende mødtes med på en tankstation i Odense. Efter at være blevet tvunget ind i en bil, blev han kørt tværs igennem byen ud til Seden Strand i det nordøstlige Odense.

Under kørslen blev der knust en flaske i hovedet på ham, og han blev skåret med den. Desuden blev han skåret i hovedet og på kroppen med en hobbykniv.

Halvdelen af det en øre blev skåret af, mens det andet øre blev skåret halvt igennem. På stranden blev ofret desuden sparket og slået.

Den 31-årige kender ifølge politiet de fire mistænkte, men vil ikke komme nærmere ind på deres relation.

»Så kommer jeg ind på noget omkring motivet, og det vil jeg gerne vente med, indtil vi har fat i alle fire mistænkte,« har vicepolitikommissær Jack Liedecke tidligere sagt til Berlingske Nyhedsbureau.

De to mænd, som sidder varetægtsfængslet – en mand på 21 år og en mand på 22 år – meldte sig selv til politiet, hvorefter de er blevet sigtet for kvalificeret vold og varetægtsfængslet frem til 19. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu