Egaa Gymnasium i tåre og sang efter skiulykke

20. februar 2012 17:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Egaa Gymnasium i tåre og sang efter skiulykke
Billede mangler

En tale, lidt musik og våde, røde øjne.
Denne mandag morgen startede med en fælles mindehøjtidelighed for alle elever og lærere på Egaa Gymnasium.
“Jeg sagde nogle mindeord om Lauge, vi holdt et minuts stilhed, og så sang vi nogle sange i fællesskab,” fortæller Eigil Dixen, rektor ved Egaa Gymnasium, til Newspaq.
Den 19-årige elev døde på elevernes skiferie i Frankrig natten til i torsdags. Fransk Politi mener, at det var et fald fra femte sal, der slog den unge mand ihjel.
På gymnasiet var stemningen ifølge Eigil Dixen meget trykket fra morgenen af, men mindehøjtideligheden var en fin oplevelse.
“Der var musisk underholdning i den stille genre, og stemningen var andægtig og tankefuld. Der var selvfølgelig mange røde øjne og sådan, men på den gode måde. Det var en fin oplevelse,” fortæller han.
Skolen havde besøg af to krisepsykologer, og samtlige klasser på skolen snakkede om, det der er sket.
“Nu følger vi med og ser, hvordan det går. Der kan jo være nogle elever, der reagerer sent. Men ellers regner vi med, at hverdagen begynder at se normal ud igen,” siger Eigil Dixen.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu