Egyptens opposition vil boykotte parlamentsvalg

26. februar 2013 19:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Egyptens opposition vil boykotte parlamentsvalg
Billede mangler

EGYPTEN: En alliance af egyptiske oppositionspartier besluttede tirsdag at boykotte de kommende valg til landets parlament i protest mod valgloven, som, partierne mener, favoriserer partiet Det Muslimske Broderskab, skriver nyhedsbureauet Reuters.

 

Oppositionsalliancen består af liberale og venstrefløjspartier, og de peger i fællesskab på, at den række af valg til parlamentet, som præsident Mohamed Morsi annoncerede i sidste uge, ikke er legitime. En talsmand for oppositionskoalitionen Den Nationale Befrielsesfront har krævet en lovmæssig garanti for fair valg til det egyptiske underhus, men det vil ikke ske under de nuværende regler, hævder han.

»Vi kan ikke afholde valg uden en lov, som garanterer en retfærdig valgproces og en regering, som kan implementere sådan en lov, som folket kan stole på,« siger talsmanden, Sameh Ashour, ifølge Reuters.

Den Nationale Befrielsesfront mener ikke, at den gældende valglov, som i sidste uge blev vedtaget i Egyptens muslimsk-dominerede overhus, er neutral. Oppositionen peger på, at loven opdeler valgkredsene på en måde, som favoriserer islamistiserne i det Det Muslimske Broderskab. Det nægter partiet dog.

Egyptisk politik har været præget af polarisering, siden landets tidligere diktator, Hosni Mubarak, blev sat fra magten i 2011. Siden da har Det Muslimske Broderskab sat sig tungt på alle valg i landet, og spændingerne mellem de liberale og konservative kræfter i landet er vokset betydeligt. Situationen kulminerede sidste år, da det kom til gadekampe mellem de politiske grupper.

Oppositionen beskylder Morsi for at stramme sit greb om magten og for at udvise diktatoriske tendenser, men det afvises blankt som propaganda af Det Muslimske Broderskab.

Det har fået Morsi til at indkalde oppositionen til dialogmøder, men det lader ikke til at blive den store succes. Sameh Ashour fra Den Nationale Befrielsesfront afviser i hvert fald invitationen:

»Vi siger til præsidenten: Tal med dig selv og dit parti,« siger han.

Valget til det egyptiske parlament er annonceret til at finde sted i slutningen af april og skal forløbe over flere faser frem til juni i år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu