Egyptisk valg ramt af kampe på Tahrir-pladsen

30. november 2011 09:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Egyptisk valg ramt af kampe på Tahrir-pladsen
Billede mangler

Egypterne går i disse dage til valg, men det foregår ikke uden problemer. Mindst 88 personer er blevet såret under natlige kampe på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad Kairo.
Kampene opstod mellem demonstranter på pladsen og sælgere, som forsøgte at sælge blandt andet marihuana, skriver CNN.
“Dette (salget af rusmidler, red.) er ikke de revolutionæres eller pladsens ånd. De blev advaret. De stoppede ikke. Så de (demonstranterne, red.) tog sagen i egen hånd og tæskede sælgerne,” siger demonstranten Mina Hagras til CNN.
En sandwich-sælger er dog ikke helt enig i den udlægning.
“Ja, flere af sælgerne solgte hash og piller, men vi er ikke ens. Nu er sælgerne rasende og vil gøre gengæld,” fortæller Mohamed Shafei, hvis sandwich-bod blev ødelagt under kampene, til CNN.
Valget startede i mandags og skal afholdes over flere dage på i alt tre forskellige tidspunkter. Udover nattens kampe er valget foregået relativt roligt, skriver flere internationale medier.
Kilde: CNN

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu