Ejendomsmarkedet: 150.000 danskere overvejer at købe ny bolig

12. januar 2012 06:57 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ejendomsmarkedet: 150.000 danskere overvejer at købe ny bolig
Billede mangler

Hele seks procent af danskerne – svarende til 150.000 husstande – overvejer at købe ny bolig i løbet af 2012. Og gør bare halvdelen overvejelserne til virkelighed, så vender det danske boligmarked rundt og er pludselig tilbage i topform.
 
Det er analyseinstituttet Epinion, der har lavet undersøgelsen om danskernes boligplaner og det er ifølge ejendomsmæglerkæden home godt nyt.
 
”Det er en helt naturlig konsekvens. For efter en periode med et stille boligmarked er der en pukkel af familier på ’stand by’, fordi danskerne i en længere periode kun har solgt og købt bolig, hvis det var absolut nødvendigt – som ved skilsmisse, dødsfald eller arbejdsløshed. Mange har hidtil holdt sig tilbage, selv om de har fået flere børn, børnene er flyttet hjemmefra eller har fået job i en anden by,” siger Mads Ellegaard, der er kommunikationschef i home.
 
Hver tredje af de potentielle købere i rundspørgen angiver, at de bare tager sig god tid til at kigge blandt de mange boliger til salg, før de slår til. Og det fremgår også, at køberne ikke frygter de faldende priser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu