Ejer af mistænkt slagteri afviser snyd

15. februar 2013 18:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ejer af mistænkt slagteri afviser snyd
Billede mangler

Det er Hårby Slagtehus ved Skanderborg, som Fødevarestyrelsen nu er ved at undersøge. Det bekræfter Niels Juul Nielsen, som er indehaver af Hårby Slagteri over for B.T.

 

»De har været på besøg, det kan jeg sagtens bekræfte,« siger Niels Juul Nielsen til B.T.

Han fortæller, at problemerne drejer sig om en såkaldt »pizzahak«, som slagteriet har solgt videre til en lang række pizzeriaer i lokalområdet.

»Hvad de kalder det, når de får det fra mig, det blander jeg mig ikke i,« siger Niels Juul Nielsen.

Han mener, at han tydeligt har angivet, hvad der var i pakkerne.

»Der står på fakturaen, at det er hestekød. Det, der er, er, at de prøver på at sige, at de ikke ved det. Men på fakturaen står der, hvad det er, og så må de jo også vide det,« forklarer Niels Juul Nielsen.

Så du mener, at det er pizzeriaerne, der har problemet?

»Ja, det er det,« siger Niels Juul Nielsen, som nu vil ændre i sortimentet.

»Den der »pizzahak«, vi har lavet, den tager jeg ud af programmet. Jeg gider simpelthen ikke alt det polemik,« siger han.

Spørgsmål: Hvordan har du det med, at din forretning er centrum i den her sag?

»Det er skide træls. Vi sælger masser af rent oksekød til slagtere og supermarkeder. Var det sådan nogle steder, de havde fundet det, så kunne jeg forstå, at de syntes, der var et problem. Det andet her, det mener jeg helt ærligt er lidt af en storm i et glas vand,« siger Niels Juul Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu