Ejerkrav mod Facebook er svindel

27. marts 2013 10:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ejerkrav mod Facebook er svindel
Billede mangler

Det er svindel, når en 39-årig amerikaner påstår, at han har en kontrakt med Facebook-stifter Mark Zuckerberg om, at han ejer en stor del af verdens største sociale netværk.

Dommer Leslie G. Foschio fastslår i en 155 sider lang rapport, at der er »klare og overbevisende beviser« på, at den 39-årige Paul Ceglia forfalskede kontrakten, bortskaffede bevismaterialer og opfandt e-postbeskeder mellem sig selv og Mark Zuckerberg.

Strid om kontrakt

Dommeren afviser derfor Paul Ceglias krav fra 2010 om, at en jury skal afgøre hans sag, og kalder Paul Ceglias påstand om, at Mark Zuckerberg hackede sig ind på Ceglias computer for at plante bevismaterialer, »helt ud over det absurde«.

Paul Ceglia hævder, at han og Mark Zuckerberg i 2003 skrev en kontrakt, der sikrer dem lige rettigheder til Facebook mod, at Ceglia investerede 1.000 dollars i Facebook. Facebook hævder, at Mark Zuckerberg, som dengang studerede på Harvard University, blev ansat til at programmere for Paul Ceglias internetvirksomhed StreetFax, og at de to underskrev en kontrakt, som ikke nævner spor om Facebook.

Paul Ceglia har nu 14 dage til at reagere på dommerens rapport. Derefter skal en anden dommer afgøre, om sagen skal falde bort.

Står til op mod 20 års fængsel

I oktober blev Paul Ceglia arresteret og anklaget for brevsvindel ved at have forfalsket bevismaterialer i sagen. Det kan udløse en maksimumstraf på 20 års fængsel. Paul Ceglia nægter sig skyldig og er på fri fod mod kaution, men han har elektronisk overvågning i sit hjem i New York.

Facebook blev sidste år børsnoteret under kaotiske forhold og regnes i dag for at være omkring 60 milliarder dollars værd, selv om Facebook-aktien på intet tidspunkt siden børsnoteringen i maj 2012 har været oppe på det indledende niveau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu