Eks-minister var angiveligt muldvarp for Waterfront

2. februar 2013 02:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eks-minister var angiveligt muldvarp for Waterfront
Billede mangler

DSBs pr-bureau, Waterfront, brugte en tidligere minister til at skaffe fortrolige oplysninger til DSB om regeringens forhandlinger om betalingsringen i København. Oplysningerne skulle bruges til at favorisere DSBs forhandlingsposition. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

 

Avisen er kommet i besiddelse af en e-mail fra januar sidste år, som er sendt af Waterfront-direktør Lars Poulsen til DSBs underdirektører, Claus Klitholm og Peder Nedergaard Nielsen.

– Jeg har fået en fortrolig opdatering fra Finansministeriet vedr. forhandlingerne om at få betalingsringen til at falde på plads. Oplysningerne er fremkommet via en personlig kontakt til en tidligere minister, og den lukker, hvis vi misbruger den, skrev Lars Poulsen ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen vurderer, at DSB og Waterfront er gået for langt.

– Et ministerium og en minister har ret til at have deres egne overvejelser, og her bør en tidligere minister ikke udnytte embedsværket til at skaffe sig mulige fortrolige oplysninger. Og så er det sådan set ligegyldigt, om det er til DSB eller til en anden virksomhed. Det, mener jeg, er at gå over stregen i sådan en lobbyismevirksomhed, siger han til avisen.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), er chokeret.

– Det er chokerende, at DSB har brugt skattepenge på at spionere mod regeringen. Hvis det virkelig er rigtigt, er det jo helt absurd, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Lars Poulsen oplyser til avisen, at han ikke ønsker at udtale sig om sagen, da den er omfattet af den advokatundersøgelse, DSB netop har sat i gang. Heller ikke DSB ønsker at kommentere oplysningerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu