Ekspert: Amerikanske kæmpebesparelser er nødvendige

2. marts 2013 13:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ekspert: Amerikanske kæmpebesparelser er nødvendige
Billede mangler

USA: 1. marts blev det en realitet. Det amerikanske budget skæres med hele 85 milliarder dollars svarende til 487 milliarder danske kroner.

 

Og selv om der er mange negative konsekvenser af nedskæringerne, understreger lektor og ph.d. ved CBS Lars Heide, at besparelserne er helt og aldeles nødvendige. Det skriver b.dk.

»USA kører med et enormt underskud. Det er så stort, at de ikke kunne blive medlem af euroen,« siger han.

Forsvaret tegner sig for omkring halvdelen af de omfattende besparelser, og det mener Lars Heide er en fornuftig beslutning, fordi det er »ekspanderet fuldstændig vildt helt siden Anden Verdenskrig«.

Han understreger dog, at der over en bred kam kunne findes langt bedre løsninger for at opnå de nødvendige besparelser, end de, der nu er trådt i kraft.

Og sagen er da også, at hverken præsident Obama eller republikanerne i Kongressen ønskede, besparelserne skulle træde i kraft. Besparelserne blev udformet snarere for at motivere handling på det voksende gældsproblem end som et realistisk bud på en løsning.

Men selv om man med nød og næppe undgik den finansielle afgrund op til nytår ved at udskyde besparelserne til 1. marts, er det altså stadig ikke lykkedes at finde en løsning, begge parter kunne være tilfredse med.

Selv om besparelserne givetvis vil hjælpe USA af med en god portion af dens kæmpegæld, mener Lars Heide, at hele den politiske situation er »tåbelig«. Ifølge ham er problemet, at det politiske system i USA er ustabilt og ikke dyrker samarbejde.

Derudover er det også problematisk, at det republikanske parti er i strid med sig selv om, hvad det vil.

»Det er meget svært at samarbejde med republikanske parti i øjeblikket, fordi det er så splittet. Formanden i Repræsentanternes hus, John Boehner, har ikke bred opbakning, og Tea Party-bevægelsen har et så indædt had til Obama, at de hellere vil se landet gå under, end at han får et positivt eftermæle,« siger Lars Heide til b.dk.

Dertil kommer, at besparelserne naturligvis også vil have en række negative konsekvenser, som det har været fremme utallige gange.

Senest har Den Internationale Valutafond været ude og advare om, at besparelserne vil få en negativ effekt på hele den globale økonomi, fordi det vil lægge en stor dæmper på den USAs økonomi.

»Der er ingen tvivl om, at det får stor betydning. I Europa ser vi USA som et stort vækstlokomotiv, der skal være med til at trække os andre ud af krisen, men nu risikerer deres opsving at gå i stå igen,« siger Lars Heide.

Især den amerikanske industri bliver hårdt ramt. Forsvaret køber typisk ind for enorme beløb hos de amerikanske virksomheder, men nu vil der blive sorteret betydeligt i de store kontrakter. Mærsks amerikanske datterselskab, Mærsk Line, kan ifølge Lars Heide også komme til at mærke besparelserne i høj grad, fordi de sandsynligvis vil få færre ordrer fra militæret.

Og endelig vil også mere jordnære områder komme til at lide under budgetbesparelserne.

»De skærer ned på Air Traffic Control i lufthavnene, som endda halter i forvejen, der kan komme mindre politi på gaden, og der kan ende med at være børn, der ikke kommer i skole,« siger Lars Heide.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu