Ekspert: Annans fredsplan var naiv og ulogisk

29. maj 2012 19:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ekspert: Annans fredsplan var naiv og ulogisk
Billede mangler

Mange ryster på hovedet over den massakre, der fredag efterlod bunker af lig i den syriske by Houla.
Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, har heller ikke meget til overs for den fredsplan, Kofi Annan fik gennemført for godt to måneder siden.
– Jeg har ikke forstået, hvad Kofi Annan håbede på. Det virkede som en ret naiv mission, i hvert fald når man ikke rigtig havde noget pres at lægge på de syriske myndigheder, siger han til Newspaq.
Han kan ikke se logikken i Kofi Annans arbejde.
– I praksis har han jo tilladt Syrien at myrde over tusind mennesker mere. Syriens styre er ude på at vinde tid, og han har givet dem tid, siger han.
For at få fred i det krigshærgede land skal der ligge reelle trusler bag kravene om fred, mener Jakob Skovgaard-Petersen på dagen, hvor FN’s særlige udsending Kofi Annan igen er i Syrien for at forhandle med Bashar al-Assad.
– Jeg tror kun Kofi Annan kan gøre noget i Syrien, hvis syrerne har en følelse af, at der kommer en international intervention, hvis de ikke følger kravene, siger han.
Det syriske styre accepterede for godt to måneder siden Kofi Annans fredsplan, men efterfølgende er den ikke blevet overholdt.
Det kan den dog blive, hvis det internationale samfund lægger et større pres på styret, mener Jakob Skovgaard-Petersen.
– Enten kan man give oprørerne våben, eller man kan etablere en sikker zone for eksempel op til den tyrkiske grænse, så forfulgte og desertører kan finde ly. Endelig kan man lave en egentlig militær løsning, hvor man tager kontrol over det syriske luftrum, forklarer han.
Den sidste løsning gør, at FN kan forhindre regeringen i at flytte sin hær imod de byer, som den angriber.
– Der er forskellige militære eller halvmilitære muligheder, men foreløbigt har man veget tilbage fra at gøre den slags ting, fortæller mellemøst-eksperten.
Det skyldes blandt andet Syriens alliance med Rusland. Rusland har flere gange stemt nej til sanktioner mod Syrien i FN’s Sikkerhedsråd.
– Det lader til, at det syriske regime bare vil lege og vinde tid, når der ikke er håndfaste sanktioner. Det syriske styre har følt, at de godt kunne tillade sig at sige ja til noget, og så gøre meget mindre, siger Jakob Skovgaard-Petersen om fredsplanen.
Præsident Bashar al-Assads regime har givet militante islamister skylden for massakren fredag, mens FN’s observatører i landet er overbeviste om, at en Assad-tro milits stod bag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu