Ekspert: Diskussion om boykot skader Ukraine

5. juni 2012 16:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ekspert: Diskussion om boykot skader Ukraine
Billede mangler

Der føres symbolpolitik på højt plan i disse dage, når europæiske lande tager stilling til, om deres politikere og statsoverhoveder vil deltage i EM-slutrunden i fodbold i det ene værtsland Ukraine eller boykotte slutrunden.
Og det rammer Ukraines regering hård, at debatten om landets brud på basale menneskerettigheder og fængsling af politiske modstandere, blandt andet fængslingen af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, har fået lov til at fylde så meget.
– Der er ingen tvivl om, at hele debatten om Ukraine og deltagelsen af politikere til EM har skadet det brand, som præsident Viktor Janukovitj havde ønsket at få ud af EM.
– Ukraines regering og myndigheder kommer ud af det her på en dårlig måde, siger Karsten Jakob Møller, senioranalytiker på Dansk Institut for Internationale Studier.
Den danske regering besluttede tirsdag, at man ikke boykotter slutrunden, men at kulturminister Uffe Elbæk (R) møder op til Danmarks åbningskamp mod Holland på lørdag i ukrainske Kharkiv – samme by, hvor Timosjenko sidder fængslet.
Ifølge Karsten Jakob Møller betyder den danske beslutning dog ikke så meget i det store billede til trods for, at Danmark har formandskabet i EU. Det er det store billede, som Ukraine retter sig efter, og skaden er for så vidt allerede sket.
– Det er de store lande, der betyder noget. Det er der slet ingen tvivl om. EM er ren symbolpolitik, og det, der betyder noget, er den økonomiske side af sagen, siger han.
Ukraine banker i øjeblikket på døren til EU, men tilnærmelsen er sat på standby på grund af landets lemfældige forhold til menneskerettigheder.
– Ukraine står i en utrolig vanskelig økonomisk situation. Og man havde håbet at komme tættere på EU og få mere ud af et samarbejde, men diskussionen om EM understreger, at der er lang vej, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu