Ekspert: Folkekirken er ikke truet af flugt

28. februar 2013 10:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ekspert: Folkekirken er ikke truet af flugt
Billede mangler

Antallet af indmeldelser falder, mens stadig flere melder sig ud. Det er situationen for Den danske Folkekirke, der i 2012 mistede 21.118 medlemmer, 55 procent flere end året før.

 

Men der er ingen grund til panik blandt folkekirkens støtter, understreger Peter Lüchau, ph.d. i religionssociologi og ekspert i kirkestatistik. Fire ud af fem danskerne er stadig medlem af folkekirken, og selv med de mest pessimistiske fremskrivninger vil der gå over 100 år, før andelen falder til under 50 procent, understreger han.

»Jeg ser udviklingen som et udtryk for tilfældigheder. Antallet af udmeldelser svinger fra år til år. I 2012 blev det forstærket af debatten om vielser af homoseksuelle, men der er en øvre grænse for, hvor mange der melder sig ud,« siger Peter Lüchau.

Rent praktisk vil de mange udmeldelser ikke betyde noget for kirken, mener han. De, der melder sig ud, var alligevel ikke aktive i kirkens dagligdag.

»Der er tale om folk, der er de facto-udmeldte af folkekirken. Det er typisk personer, som betegner sig som venstreorienterede og frisindede, der bare venter på en undskyldning for at tage skridtet fuldt ud. Og her kan debatten om homovielser være en udløsende faktor,« fortæller kirkeforskeren.

Han peger på det paradoksale i, at beslutningen om at tillade vielser af homoseksuelle indirekte har fået tilhængerne til at melde sig ud af folkekirken.

»Under debatten så vi de højreorienterede præster markere sig højlydt. De har ikke ret meget at skulle have sagt inden for folkekirken til daglig, men når de markerer sig, vil mange medlemmer, der i forvejen er på vippen, se det som en undskyldning for at melde sig ud,«, forklarer Peter Lüchau.

Folkekirken oplever ikke blot en stigning i antallet af udmeldelser. Også antallet af nye medlemmer, først og fremmest i forbindelse med dåb, falder. Således fik kirken kun 44.387 nye medlemmer i 2012, et fald på mere end 9.000 i forhold til fem år tidligere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu