Ekspert: Italien ender i ny politisk krise

25. februar 2013 20:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ekspert: Italien ender i ny politisk krise
Billede mangler

ITALIEN: Parlamentsvalget i Italien er endt i en gang rodet salat, efter at tidligere premierminister Silvio Berlusconi fik et overraskende godt valg og med stor sandsynlighed får mulighed for at blokere for sin rival, Pier Luigi Bersani, der leder venstre-centrum-koalitionen. Det vurderer lektor Gert Sørensen, Institut for germansk, engelsk og romansk på Københavns Universitet.
Dannelsen af en stabil regering, der kan videreføre teknokraten Mario Montis arbejde og føre Italien gennem landets økonomiske krise, ser ud til at være endt i et dødvande med en politisk situation, som mandag aften var ret uoverskuelig.

 

Ifølge det italienske RAI-TV vil Bersanis koalition få 29,1 procent af stemmerne til Underhuset, eller Deputerkammeret, som parlamentets ene kammer benævnes, mens Berlusconis centrum-højre-koalition står til at få 28,6 procent af stemmerne. Yderligere vil det populistiske protestparti Five Star under ledelse af TV-komikeren Beppe Grillo få intet mindre end 26,3 procent af stemmerne, viser prognoserne.

Samtidig viser de seneste resultater mandag aften, at Bersanis venstre-koalition vil få 32,7 procent af stemmerne til Senatet, parlamentets andet kammer, mens Berlusconis koalition ligger på 29,5 procent af stemmerne til Senatet.

Valget blev en kæmpe skuffelse for Mario Monti, der har ledet en teknokratregering, siden den skandaleombruste Berlusconi måtte smide håndklædet i ringen i 2011. Montis partigruppe står og balancerer på kanten af spærregrænsen, der er på otte procent. Opgørelser viste ved redaktionens slutning, at partiet ville få lidt over ni procent.

Fra valglokalerne lukkede klokken 15, stod exitpools og siden beregninger på optalte stemmer i kø for at blive offentliggjort, og næsten hver gang reagerede de finansielle markeder i Italien og i udlandet på rucheturene, som det ene øjeblik havde venstrefløjen som vinder og det næste øjeblik Berlusconi.

Resultatet i såvel Deputerkammeret som i Senatet er ifølge lektor Gert Sørensen så mudret, at et hurtigt nyvalg er det mest sandsynlige resultat:

»Centrum-venstre har vundet i Deputerkammeret, sådan som det ser ud nu, mens det ser noget mere plumret ud i Senatet, hvor Bersani og Monti ikke vil kunne danne flertal. Og da regeringen ikke kan få flertal i begge kamre, er det en umulig situation at regere i. Nu skal partilederne lige sunde sig lidt, og formelt set så skal de aflægge rapport til landets præsident, Georgio Napolitano, og gennem en »dronningerunde«. Her vil præsidenten se, om der kan dannes en duelig regering,« forklarer Gert Sørensen, som blandt har skrevet adskillige bøger om Italien og landets politiske liv og om Silvio Berlusconi specielt.

Valgets anden store overraskelse var TV-komikeren og satirikeren Beppe Grillos protestparti Five Stars, der fik op mod 24 procent af stemmerne. Men dem regner Gert Sørensen ikke med i en regeringskonstellation.

»De har haft stor succes med flere hundrede tusinder deltagere i deres valgmøder, men jeg har svært ved at se hvordan et regeringssamarbejde skal kunne lade sig gøre. Der kommer mange uprøvede kræfter ind, der ikke kender det parlamentariske spil, og hvordan de vil reagere er ikke til at vide,« siger Gert Sørensen og fortsætter:

»Mit bud er, at det trækker op til et hurtigt nyvalg, fordi man ikke har et ordentligt flertal i begge kamre.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu