Ekspert: Konservative kardinaler vil vælge en af deres egne

15. februar 2013 13:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ekspert: Konservative kardinaler vil vælge en af deres egne
Billede mangler

VATIKANET: Der er gang i Roms rygtebørs i disse dage, hvor forskellige parter forsøger at påvirke processen med at finde en ny pave efter Bendikt XVI, der træder tilbage ved udgangen af februar.

 

Forfatter og teolog Lene Sjørup, der har beskæftiget sig med den katolske kirke over en årrække, vurderer, at paverne Johannes Paul II og efterfølgeren Benedikt XVI har indsat så mange konservative kardinaler, at den kommende paves holdninger stort set er givet på forhånd.

»Der foregår mange ting bag kulisserne i Vatikanet. Det er typisk politik, hvor personer har en interesse i at sætte gang i forskellige rygter. Men jeg tror, at den konservative linje i kirkens top fortsætter,« siger hun.

Valget af pave foregår ved, at alle kardinaler under 80 år samles i Vatikanet til konklave i Det Sixtinske Kapel, og her stemmer de, indtil en af kandidaterne har to-tredjedeles flertal. Derefter vil en hvid røg stige til vejrs som et signal om, at pave nummer 266 i rækken er fundet.

Ifølge Lene Sjørup kommer valget af den næste pave til at afhænge af, hvem der kan honorere den politiske linje, Vatikanet følger. Deriblandt klare holdninger til fattigdom i verden og prekære emner som abort, homoseksualitet og Islam, der vækker voldsomme debatter til live i blandt andet FN. Samtidig skal vedkommende kunne tilfredsstille de konservative kardinalers linje i den katolske kirkes top.

Også geografiske interesser har stor betydning i valget, vurderer hun og peger på specielt den afrikanske kirkes medlemsfremgang som en af begrundelserne for at vælge en af favoritterne, nemlig ghaneseren Peter Kodwo Appiah Turkson.

»Kirken har fremgang i Afrika, og valget af Peter Turkson vil også betyde en konservativ pave. Det vil styrke konservative kræfter i den katolske kirke i Afrika,« siger Lene Sjørup, der ikke vil pege på en favorit i feltet.

Hun konstaterer dog, at det vil »overraske hende meget«, hvis det ikke er en konservativ kardinal, der bliver valgt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu