Ekspert: Nordkoreansk trussel tages alvorligt i USA

4. april 2013 11:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ekspert: Nordkoreansk trussel tages alvorligt i USA
Billede mangler

Nordkorea udgør en »klar og reel« trussel, lød det fra den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel onsdag. Retorikken viser, at amerikanerne tager den militære trussel fra Nordkorea alvorligt, vurderer souschef i Forsvarsakademiets Institut for Strategi, Peter Kim Laustsen, der påpeger, at USA viser, at de er klar til at »imødegå enhver udfordring«.

 

»Nordkoreas trusler til højre og venstre er før set realiseret, derfor er USA opmærksom på, om regimet kunne finde på at foretage noget mod Sydkorea. I sin rolle som global stormagt markerer USA sig,« siger han.

Det nordkoreanske regime konstaterede onsdag, at der var givet »bemyndigelse« til et atomangreb mod USA. Peter Kim Laustsen vurderer dog, at truslen, selvom den er reel, næppe vil kunne true verdens stærkeste militære magt.

Det er ifølge ham uklart, hvor teknologisk kapabelt det kommunistiske regime i Pyongyang er, og den amerikanske hær er den nordkoreanske overlegen teknologisk og taktisk.

»Nordkorea har på papiret en imponerende hær. Men med USAs militære formåen frygter USA snarere et angreb på Seoul,« siger han.

Peter Kim Laustsen påpeger, at der er større risiko for at nordkoreansk angreb rettet mod en af USAs allierede i regionen, end mod USA direkte. En krigshandling mod USA eller allierede vil udløse et øjeblikkeligt svar fra amerikanske militære baser i Japan og Sydkorea eller det militære anlæg »Diego Garcia« i det Indiske Ocean, vurderer han.

»USA har strategiske bombefly, der kan potentielt kan nå Nordkorea. Men konflikten er ikke så optrappet, at USA har fly i luften klar til at bombe Nordkorea nu og her,« siger Peter Kim Laustsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu