Ekspert om hijab-hofdame: Ville aldrig ske i Danmark

20. april 2017 13:32 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Dansk kongehus-ekspert mener, at en hijabklædt hofdame vil være for kontroversielt for det danske kongehus.

Ekspert om hijab-hofdame: Ville aldrig ske i Danmark
Den norske prinsesse Märtha Louise har fået en hofdame, der går med hovedbeklædningen hijab. Foto: Anders Wiklund/Scanpix

Den norske prinsesse Märtha Louise har fået en ny hofdame. Hun var blandt andet med prinsessen til Prins Richards begravelse for nyligt. Hofdamen er journalisten Zakia Ahmed Akkouh, og hun skiller sig ud fra tidligere hofdamer på et punkt. Hun bærer Hijab, skriver norsk Se og Hør ifølge bt.dk.

Det har fået nogle kritikere til at tordne over, at kongehuset tillader en ansat at bære et symbol, som ifølge dem fremmer politisk islam.

Zakia Ahmed Akkouh har tidligere selv blandet sig højlydt i den norske debat, hvor hun har argumenteret for retten til at bære hijab.

Det norske kongehus lader ikke til at tage sig af kritikken, og sagen viser en klar forskel mellem det norske og det danske kongehus. Det mener Sebastian Olden-Jørgensen, lektor fra Københavns Universitet og forfatter til en bog om Kongehuset.

Han udtaler til bt.dk, at prinsesse Märtha Louise er meget utraditionel, og at nordmændene har vænnet sig til, at hun gør nogle ting, der kan virke lidt pscielle for en prinsesse.

–  Hun har med sin engleskole vænnet nordmændene til, at hun har meget ukonventionelle meninger, siger Sebastian Olden-Jørgensen til bt.dk.

Han mener derimod ikke, at man vil kunne se en hijab-klædt hofdame i det danske kongehus.

– Det danske kongehus holder derimod fast i at være helt mainstream, og derfor kan jeg ikke forestille mig, at det ville komme på tale i Danmark, siger han.

Han vurderer, at det ville blive modtaget meget negativt af danskerne, hvis det skulle ske.

– Alle ville have en følelse af, at det ville være værdipolitisk sprængfarligt, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Formelt er der dog ikke noget til hinder for, noget tilsvarende vil ske i det danske kongehus. Kongehusets kommunikationsmedarbejder, Anne Mette Kirk Ørskov fortæller, at der ikke er nogen nedskreven politik om tørklæder eller ej i forhold til ansættelser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu