Ekspert om ubådssag: Eftersøgning skal dække enormt område

16. august 2017 22:42 | Af: Ritzau Fokus

Beregninger af havstrømme viser, at eftersøgningen af den forsvundne journalist skal dække enormt område.

Ekspert om ubådssag: Eftersøgning skal dække enormt område
Ubåden Nautilus blev bjærget lørdag og bragt i land søndag nat. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Svenske og danske redningstjenester har de seneste dage ledt blandt andet i Øresund efter den forsvundne svenske journalist, Kim Wall.

Men hvis et lig er smidt i vandet et sted i Øresund i tidsrummet torsdag aften til fredag middag, er det tæt på umuligt at beregne, hvor havstrømme kan have ført det hen.

Det siger Johan Mattsson, oceanograf ved Forsvarets Center for Operativ Oceanografi (FCOO). Han har forsøgt at lave sin egen beregning af, hvor et muligt lig kan være.

– Hvis man havde vidst, hvor og hvornår en person var blevet smidt i vandet, kunne man have lavet en brugbar, men usikker beregning af, hvor et eventuelt lig kunne være placeret nu, siger han.

– Men vi ved jo slet ingenting. Vi ved hverken hvor eller hvornår en eventuel dumpning skulle have fundet sted, fortsætter han.

FCOO er ikke involveret i eftersøgningen, men leverer til daglig meteorologiske og oceanografiske data til støtte for blandt andet forsvaret.

Derfor kan Johan Mattsson heller ikke udtale sig om, hvilke oplysninger politiet har til rådighed, og om de kan lave en mere præcis beregning.

Formodet placering

Testberegningen har den svenske oceanograf af egen interesse forsøgt at lave ud fra ubådens formodede placering.

I beregningen tog Johan Mattsson udgangspunkt i, at et eventuelt lig kunne være smidt i vandet torsdag aften et sted mellem Køge Bugt og lidt nord for København i Øresund.

Ved at lade beregningerne køre frem til mandag nåede oceanografen frem til et stort spænd af mulige placeringer af et eventuelt lig.

Den nordligste placering var omkring den svenske ø Hven i Øresund. Den sydligste placering var i havet ud for Skanör i det sydvestlige Skåne.

Ikke retvisende

Men selv denne beregning er ikke retvisende for, hvor stor en usikkerhed politiet arbejder på baggrund af, understreger oceanografen.

– Havde jeg foretaget en test med udgangspunkt i, at et eventuelt lig var smidt i vandet fredag kl. 3.00, var udfaldet blevet helt anderledes, forklarer han.

– Sagens kerne er jo, at det er tæt på umuligt at udregne noget, når vi ikke ved mere, end vi gør, siger han.

Endnu en kilde til usikkerhed er ifølge Johan Mattsson, at det er svært at sige, om et lig synker, flyder ovenpå eller noget derimellem.

Ubåden Nautilus sejlede ud torsdag aften fra Refshaleøen omkring klokken 19, hvor vidner så Peter Madsen og den svenske journalist stå sammen i ubådens tårn.

Fredag sank ubåden i Køge Bugt, og kort tid efter blev dens ejer, opfinderen Peter Madsen, anholdt og sigtet for drab.

Fakta

Ubådssagen fra eftersøgning til varetægtsfængsling

Sagen om den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus” begyndte med en storstilet eftersøgning og er foreløbig endt med en fængsling af ubådsejeren Peter Madsen, kaldet “Raket-Madsen”, for uagtsomt manddrab.

Her er et overblik over forløbet:

Torsdag:

Omkring klokken 19: Den 30-årige svenske journalist Kim Wall sejler sammen med Peter Madsen ud fra Refshaleøen i ubåden “UC3 Nautilus”. Vidner ser kvinden og ubådsejeren stå sammen i ubådens tårn.

Omkring klokken 22.30: Ejeren af ubåden har oplyst, at det er omkring dette tidspunkt, at han satte kvinden af ved restauranten Halvandet på Refshaleøen i København.

Fredag:

Omkring klokken 02.30: Kvindens kæreste kontakter Forsvarets søredningstjeneste, JRCC, efter at hun ikke er vendt tilbage fra prøvesejladsen.

Klokken 02.51: Lyngby Radio forsøger at kontakte ubåden, men der er intet svar.

Klokken 03.39: JRCC kontakter Københavns Politi og fortæller, at der er sket en mulig søulykke.

Klokken 07.11: Lyngby Radio udsender en alarm til skibsfarten i Øresund og den østlige Østersø om, at man skal holde udkig efter den savnede ubåd.

Klokken 10.14: JRCC får besked fra skibe og både i området syd for Drogden Fyr om, at ubåden befinder sig i Køge Bugt.

Klokken 10.30: Der er radiokontakt med ubåden, og ejeren forklarer, at ubåden havde tekniske problemer, men at der ikke var nogen tilskadekomne. Ubåden sætter kurs mod havn.

Omkring klokken 11: Et vidne på en båd ser Peter Madsen stå i ubådens tårn. Ubådsejeren går ned i ubåden i kort tid, hvorefter han kommer til syne igen. Herefter begynder ubåden at synke, og Madsen springer i havet. Kort efter er ubåden forsvundet under havoverfladen. Peter Madsen bliver reddet af en privat motorbåd, der sejler ham i land.

Omkring klokken 11.30: Peter Madsen ankommer til Dragør, hvor han forklarer, at der havde været problemer med ubådens ene ballasttank. Da han forsøgte at reparere problemet, gik det galt, og ubåden sank.

11.36 bliver Peter Madsen anholdt og kørt til politiets Station City på Halmtorvet i København til søforhør.

Klokken 13.30: Københavns Politi melder ud, at de vil sende dykkere ned i ubåden, der ligger på syv meters dybde. Det er ikke muligt at komme ind i den, fordi den ligger ustabilt og rokker fra side til side.

Klokken 17.44: Københavns Politi udsender en pressemeddelelse om, at ubådsejeren er anholdt og sigtet for drab på den svenske kvinde.

I forbindelse med anholdelsen sikrede man sig ubådsejerens tøj, som undersøges for spor, der kan hjælpe med opklaringen af sagen.

Lørdag:

Københavns Politi oplyser, at de vil tjekke overvågningskameraer på Refshaleøen for at se, om kvinden blev sat af torsdag aften ved 22.30-tiden, som ubådsejeren har forklaret.

Kort før klokken 10 begynder bjærgningen af ubåden.

Klokken 10 bliver Peter Madsen stillet for en dommer i Københavns Byret. Sigtelsen mod ham hævder, at han på ukendt måde og på et ukendt sted torsdag efter klokken 19 har dræbt Kim Wall. Han nægter sig skyldig.

Klokken 15 fortsætter grundlovsforhøret, efter at retten har været hævet for at behandle andre hastende sager. Dommer Kari Sørensen vælger at lukke dørene af hensyn til Kim Walls pårørende og politiets efterforskning.

Klokken 16.45 afsiger Kari Sørensen kendelse. Peter Madsen bliver varetægtsfængslet, men ikke for drab. Bag de lukkede døre har han afgivet forklaring, og anklager Louise Nielsen har rejst en underordnet sigtelse om uagtsomt manddrab. Det er netop sigtelsen for uagtsomt manddrab, som danner grundlag for fængslingen.

Søndag:

Omkring klokken 2.30 bliver ubåden bragt i land. Efter at være blevet tømt for vand er den klar til at blive undersøgt af politiet. Undersøgelserne ventes at gå i gang søndag formiddag.

Kilder: ritzau, jp.dk, eb.dk, TT, tv2.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu