Ekspert: Pussy Riot fik en mild dom

17. august 2012 19:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ekspert: Pussy Riot fik en mild dom
Billede mangler

To års fængsel for hooliganisme motiveret af religiøst had. Det blev straffen for de tre kvinder fra den russiske punkgruppe Pussy Riot. Men de kunne sagtens have fået mere.
Det mener Ruslands-ekspert, Lars Poulsen Hansen.
– De kunne have fået op til syv år, så i forhold til det er det jo en mild dom. Jeg havde forventet, at de havde fået mere, sådan som sagen havde udviklet sig, siger han.
Men det skal siges, at de kunne have sluppet med at blive anklaget for at have overtrådt den administrative lovgivning og sluppet med en bøde på 1000 rubler svarende til cirka 200 kroner. Men det gjorde man ikke, man valgte at anklage dem for bølleoptøjer.
Lars Poulsen Hansen kalder udviklingen af sagen for mærkelig. For det første kunne man have nøjes med at anklage dem for at have overtrådt den administrative lovgivning med en bøde på 1000 rubler – eller 200 kroner.
For det andet blev de tre kvinder ikke anholdt med det samme, efter at de i februar gennemførte en happening under en gudstjeneste i Moskvas Frelserkirke. Først da videoen blev lagt på YouTube skred myndighederne til anholdelse.
Mest overraskende ifølge Lars Poulsen Hansen er, at dommen falder allerede nu, for Kvinderne var blevet varetægtsfængslet frem til januar.
– Det skyldes nok den internationale opmærksomhed om de tre unge damer. De har udviklet sig til en særdeles pinlig sag for Rusland, så man kan forestille sig, at man har ønsket at sætte et punktum nu, forklarer Lars Poulsen Hansen.
Han er ikke i tvivl om, at det er et led i magtudøvelse. Til OL i London gav Putin udtryk for, at han håbede, at pigerne ikke fik så hård en dom. Der er en sammenhæng mellem Putins udtalelser og dommen i dag, lyder det.
Lars Poulsen Hansen mener dog ikke, at det vil påvirke hans magt eller omdømme, da sagen kan være glemt, når der er valg om fire år.
– Det er jo ikke noget, som optager hele befolkningen, det skal man ikke tro. Der er mange, der har støttet de unge damer – og endnu flere, som har været imod og følt sig stødt på deres tro som medlemmer af den ortodokse kirke, forklarer han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu