Ekspert: Rusland vil benægte spion-professor

12. april 2012 20:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ekspert: Rusland vil benægte spion-professor
Billede mangler

Den 49-årige professor Timo Kivimäki, vil formentlig blive lagt på is af russerne, når sagen rulles ud.
Det siger tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen , til Newspaq.
“Hvad der kommer ud af det her, er svært at svare på. Men jeg er overbevist om, at russerne vil hævde, at de ikke er ude i spionageaktiviteter,” siger han.
Bliver den finske professor dømt, kan det dog skade det diplomatiske forhold mellem Danmark og Rusland, vurderer Hans Jørgen Bonnichsen.
“I hvilken som helst spionagesag, hvor man direkte siger, at det er russerne der står bag, vil altid have et eller andet diplomatisk efterspil,” siger han.
PET har aldrig sat navne på de lande, der forventes at have spionaktiviteter i Danmark. Men at russerne er aktive, er en offentlig kendt hemmelighed.
“PET har aldrig sagt direkte, at russerne er hovedaktører. Men ifølge alle andre vestlige efterretningstjenester er det indiskutabelt, at russerne og kineserne er blandt dem, der stadig er særdeles aktive,” siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Den anholdte professor er blevet anklaget efter den milde spionparagraf, der kan give op til seks års fængsel.
“Den milde paragraf drejer det sig om, at man har medvirket til at en fremmed efterretningstjeneste har kunnet virke på dansk jord,” siger han.
Den hårde paragraf træder i kraft, hvis der udleveres hemmelige oplysninger til en fremmed efterretningstjeneste, forklarer den tidligere PET-chef. I den er straframmen op til 16 år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu