Ekspert: SF relanceres som arbejderparti

19. januar 2012 11:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ekspert: SF relanceres som arbejderparti
Billede mangler

SF’s unge skatteordfører Thor Möger Pedersen får ros af medierne og kritik fra baglandet, fordi han vil give skattelettelser til lønmodtagerne – og ikke til kontanthjælpsmodtagere, studerende og førtidspensionister.
Det øger uligheden, og det er ikke SF’s politiske linje, lyder det fra baglandet, skriver Berlingske.
Men faktisk er SF med Thor Möger Pedersne i spidsen vendt tilbage til rollen som gammelt arbejderparti, der varetager de lavtlønnedes interesser.
Det mener journalist på Weekedendavisen, Hans Mortensen. Han udgav sidste år bogen ‘Den Røde Tråd – SF og vejen til magten’, som skildrer SF’s rejse fra den yderste venstrefløj ind over midten i dansk politik.
“SF er i udgangspunktet et gammelt arbejderparti, som har den arbejdende befolkning i centrum. Det gik lidt tabt op gennem 70’erne, hvor man fuldstædig skifter vælgerkorps og fik mere fokus på studerende, arbejdsløse og de offentligt ansatte. Nu vender partiet tilbage til udgangspunktet og de lavtlønnede,” siger han til Newspaq.
I dagens aviser roses Thor Möger Pedersen for at ville sænke skatten på arbejde. I Berlingske får skatteministeren ligefrem “et skulderklap” på lederpladsen.
Selvom SF nu går forrest i kampen for en skatterefom, der vil øge uligheden er SF stadig de svages parti, mener Hans Mortensen.
“Det er jo ikke sådan, at SF opgiver de svage grupper. Man har netop været med til at afskaffe fattigdomsydelserne. Men nu kommer så næste skridt ifølge Thor Möger, nemlig de lavtlønnede,” siger Hans Mortensen.
Alligevel tror han, at SF-vælgere vil vende partiet ryggen som følge af skatteministerens seneste udspil.
“Der er ingen tvivl om, at traditionelle SF-vælgere vil synes, at dette er borgerlig politik, og nogle vil vende sig mod Enhedslisten. Om man så kan vinde nogle et andet sted fra, det er mere problematisk. Men der er jo mange LO-medlemmer, der stemmer borgerligt,” siger Hans Mortensen.
Han mener, at venstrefløjen selv er skyld i, at mange opfatter SF’s politiske mål som værende at øge de offentlige udgifter og kræve skatter ind.
“Det har været hovedfokus de senere år. Men hvis man går tilbage til SF’s udgangspunkt, så gik man ind for skattelettelser. Og SF var f.eks. meget betænkelige ved at indføre momsen i 60’erne,” siger Hans Mortensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu