Ekspert: Skats køb af Panama-papirer er en gråzone

7. september 2016 06:23 | Af: Ritzau Fokus og Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det er i den lyse ende af en juridisk gråzone, at Skat har fået lov at købe oplysninger fra Panama Papers.

Ekspert: Skats køb af Panama-papirer er en gråzone
Det er medlemmerne af Folketingets Skatteudvalg, der sammen med skatteminister Karsten Lauritzen (V) har givet Skat lov til at handle med en anonym sælger. Arkivfoto. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix

Det er efter alt at dømme inden for lovens rammer, at Skat har fået lov af Folketingets Skatteudvalg til at købe skatteoplysninger fra Panama Papers om danskere for et mindre millionbeløb.

Det vurderer juraprofessor ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted.

– Juridisk er vi i en form for gråzone, der mest peger på, at der ikke er noget ulovligt i det, siger han.

– Oplysningerne stammer muligvis fra noget strafbart, men det ved vi ikke helt. Og det hensyn, der ligger bag – at man vil opklare forbrydelser begået mod den danske stat – taler selvfølgelig for, at man kan gå meget langt.

Det er medlemmerne af Folketingets Skatteudvalg, der sammen med skatteminister Karsten Lauritzen (V) har givet lov til at handle med en anonym sælger, bekræfter Skatteministeriet.

Der er tale om oplysninger fra 320 danske sager. De vedrører mellem 500 og 600 danske skatteydere.

Dokumenterne indeholder oplysninger om konkrete personer og viden om de metoder, som rådgivere og mellemmænd benytter, oplyser Jim Sørensen, indsatsdirektør hos Skat, til Politiken.

Den anonyme kilde får et engangsbeløb i millionklassen, og Skat håber ifølge Politiken at have dokumenterne i hænde inden udgangen af september.

Selv om der ikke er noget umiddelbart galt i handlen set med juridiske briller, er der et moralsk og politisk dilemma forbundet med handlen, mener juraprofessoren.

– Fordi man betaler penge til en modtager, man ikke kender, og som muligvis har skaffet det ved kriminalitet, der kan være grovere end som så, siger Lars Bo Langsted.

De såkaldte Panama Papers består af 11,5 millioner dokumenter. De blev lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama til journalister verden over.

Dokumenterne indeholder blandt andet oplysninger om hemmelige konti i skattely.

Løber en risiko

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har tænkt sigt godt om, efter at en anonym kilde har henvendt sig med skatteoplysninger fra Panama Papers om flere hundrede danskere.

Og konklusionen er klar:

– Vi må løbe en risiko ved at handle med en anonym sælger, siger Karsten Lauritzen.

Sammen med Folketingets Skatteudvalg har han givet Skat tilladelse til at købe oplysninger fra 320 danske sager. De vedrører mellem 500 og 600 danske skatteyder. Det bekræfter Skatteministeriet.

Det er første gang, at Skat har fået lov til at købe oplysninger om mulige skatteydere.

– Når skattevæsnet får tilbudt at købe oplysninger anonymt, skal man altid overveje det grundigt. Og det har vi gjort i denne sag, siger Karsten Lauritzen.

På den ene side står hensynet til, hvem den anonyme sælger er, og hvordan oplysninger er skaffet.

– Er det et papir, der er stjålet, som skatteministeren retorisk spørger.

– For på den anden side er der hensynet til, at vi med stor sandsynlighed kan komme efter nogle danskere, som ikke har betalt den skat, de skal, og som har skjult deres penge i skattely, fortsætter Karsten Lauritzen.

Den anonyme kilde får et engangsbeløb i millionklassen, bekræfter ministeren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu