Eksperter: Der skal skaffes 10.000 nyttejob

17. marts 2013 07:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eksperter: Der skal skaffes 10.000 nyttejob
Billede mangler

Der bliver hårdt brug for de såkaldte nyttejob ude i landets kommuner, hvis regeringens udspil til en kontanthjælpsreform skal gennemføres. Det siger flere eksperter til Avisen.dk.

 

»Et groft skøn er, at der skal skabes i omegnen af 10.000 nyttejob,« siger ledende arbejdsmarkedsøkonom Andreas Højbjerre fra tænketanken Kraka til Avisen.dk.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kalder de 10.000 nyttejob »et rimeligt skøn«.

I regeringens udspil til en kontanthjælpsreform er det fortrinsvis de ressourcestærke kontanthjælpsmodtagere, der skal arbejde med for eksempel at rydde sne eller fjerne graffiti for at få lov til at modtage ydelsen. I de første seks måneder får de lov selv at søge job, men derefter har de pligt til at tage et nyttejob.

13.000 jobparate kontanthjælpsmodtagere overskred grænsen på seks måneder i 2012, og Kraka antager, at antallet vil ligge på samme niveau i år og til næste år. Tænketanken antager videre, at omkring 3.000 af dem kommer i uddannelse, fordi de er under 30 år og i regeringens målgruppe for kontanthjælpsmodtagere, der skal i gang med at uddanne sig. Det efterlader altså de 10.000 kontanthjælpsmodtagere, der vil være forpligtet til at tage nyttejob.

»Den største udfordring bliver at få skabt de her ikke-ordinære job. Jeg tror sagtens, at den enkelte kommune kan finde masser af arbejdsopgaver at sætte gratis arbejdskraft til. Problemet er bare, at nyttejob ikke må erstatte ordinært arbejde,« siger Andreas Højbjerre til Avisen.dk.

I Kommunernes Landsforening (KL) kalder man de 10.000 nyttejob »en udfordring«:

»Det er klart, at der er en øvre grænse for, hvor mange særjob kommunerne kan skabe. Man skal ikke ret meget højere op, medmindre man vil til at nytænke selve strukturen på det danske arbejdsmarked,« siger Jacob Bundsgaard (S), formand for KLs Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, til Avisen.dk.

Han mener, at kommunerne skal »tilføres de økonomiske ressourcer, der skal til« for at kunne klare opgaven.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu