Eksperter: Færre fødsler er godt for miljøet

16. februar 2013 11:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eksperter: Færre fødsler er godt for miljøet
Billede mangler

Det belaster miljøet, når kloden befolkes af flere mennesker, og derfor er det en god nyhed, at der i 2012 kom færre børn til verden end året før. Det siger flere eksperter i lørdagens udgave af Information.

 

»Det er da en syg tanke, at fordi vi nu er 5,5 millioner, så skal vi også blive ved med at være 5,5 millioner eller flere. Hvorfor skulle det være godt? Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det gode skulle være ved det. I forvejen er Danmark udnyttet til sidste kvadratcentimeter – hvorfor skulle vi øge udnyttelsesgraden? Det giver ingen mening, som jeg ser det,« siger Inge Røpke, professor i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet, København, til Information.

Hun bakkes op af Jørgen Stig Nørgaard, der er lektor emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet, og som har debatteret befolkningsvækst og bæredygtighed i en årrække.

»Vi bliver 70-80 millioner flere mennesker i verden hvert eneste år, så jeg mener ikke, vi skal bidrage med at få fødselstallet yderligere op. Det er både ret egoistisk og ret snæversynet,« siger han til avisen.

En række fertilitetseksperter slog tidligere på ugen alarm i en kronik i Politiken. Her opfordrede de Folketingets politikere til at tage affære, da fødselstallet herhjemme ligger på omkring 1,7 pr. kvinde, hvilket ikke er nok til at opretholde befolkningstallet.

»Det bliver i kronikken fremstillet som et skrækscenarie, at en dansk kvinde i dag kun får 1,7 børn. Hvis det fortsætter, betyder det, at vi på et tidspunkt kun vil være halvt så mange i Danmark, og det synes jeg kunne være en meget passende målsætning at have ud fra den betragtning, at vi i Danmark lever langt over evne og ligger i toppen, hvad angår miljøbelastning,« siger Jørgen Stig Nørgaard til Information.

Ifølge Living Planet Report fra 2012 er Danmark på fjerdepladsen over de mest ressourceforbrugende lande pr. indbygger. En dansker bruger således lidt mere end tre gange så mange ressourcer som en kineser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu