Eksperter går imod alle odds: Brøndby er stadig nedrykningsfavorit

2. april 2013 19:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eksperter går imod alle odds: Brøndby er stadig nedrykningsfavorit
Billede mangler

Der har længe været snak om, hvorvidt den traditionsrige Vestegnsklub Brøndby IF ville trække sorteper i denne sæson af Superligaen, hvor ustabile præstationer på banen og regulært økonomisk stormvejr i baggrunden har sendt Brøndby under nedrykningsstregen ad flere omgange.

Men i glimt viser Brøndby IF, at klubben har, hvad der skal til for at overleve. Det gjorde holdet senest, da man vendte (endnu) et truende nederlag til en sensationel 3-2-sejr i påsken over AGF.

Alligevel tror flere fodboldeksperter stadig, at Brøndby rykker ud af Superligaen.

– Jeg vil gerne se Brøndby spille to gode kampe i træk. Det, der skete for dem mod AGF, var magisk, men de mangler at kunne følge en god præstation op, og det har de ikke gjort i halvandet år, siger Jesper Thygesen, fodboldkommentator på TV2.

Brøndby IF står overfor vigtige kampe, hvor de ifølge fodboldkommentator Peter Brüchmann skal hente point, hvis drømmen om overlevelse skal forblive realistisk. De møder i de kommende tre runder Randers ude, og Sønderjyske og Silkeborg hjemme. Herefter venter svære kampe mod hold fra den øverste halvdel af tabellen; OB, FC København, AaB og FC Nordsjælland.

– På trods af Brøndbys præstation mod AGF, så mangler både hold og organisation lederskab. Deres topniveau i kampen (mod AGF, red.) ser man kun i perioder. Og der er meget uro i forhold til generalforsamling og aktieemission, så de kunne meget vel rykke ned, siger Peter Brüchmann, mens Jesper Thygesen peger på de to andre hold, Brøndby skal slås med i nedrykningskampen.

– Sønderjyske er enormt svingende. De vinder 0-5 i Silkeborg, men taber stort set alle deres hjemmekampe. De skal have gang i en bedre hjemmebane, hvis de skal overleve. Imens har Silkeborg et trygt fundament, og så er Viggo Jensen om nogen manden, der har et koncept, man kan overleve på. Men det overraskede mig at se Silkeborg kollapse. Jeg har aldrig set et Viggo Jensen-mandskab kollapse, som de gjorde mod Sønderjyske, siger Jesper Thygesen om det nederlag på 0-5, Silkeborg led mod Sønderjyske skærtorsdag

Peter Brüchmann peger på Brøndbys svaghed i forhold til de andre nedrykningstruede hold.

– Brøndbys største fjende er nedrykning. Der er så stor en afgrundsbevidsthed i Brøndby, og de er så bange for at tabe, fordi de har så meget at miste. De er under et meget tungere pres end Sønderjyske og Silkeborg, for de har prøvet det før, siger Brüchmann.

Nedrykningssnakken blev desuden taget op i mandagens udgave af TV3’s fodbolddebatprogram ‘Fodbold uden filter’, hvor tre ud af fire paneldeltagere; Claus Steinlein, Fernando Olsen og Peter Brüchmann nævnte Brøndby IF som nedrykkere og dermed kommende 1. Divisionsklub.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu